Glemmer en brud at tage sin brudekjole på? Glemmer en ung pige sine bryllupssmykker? Men mit folk har fuldstændig glemt mig.
Der kommer en dag, hvor man ikke længere skal kalde det sted for Tofet og Hinnoms søns dal, men ‘Massakrens dal’. Så mange mennesker vil blive nedslagtet, at der ikke er plads i Tofet til at begrave dem alle.
»Deres fantasier og drømme er åbenlyse løgne, der lokker mit folk ud i synd. Jeg har ikke sendt dem, og de hjælper ikke mit folk, tværtimod!«
Se, siger Herren, den Almægtige, straffen skal brede sig fra folk til folk som en voldsom orkan, der kommer fra jordens ender.
»Vil jeg straffe ham og hans familie? Hans slægt vil snart uddø, så ingen af dem kommer til at opleve den velsignelse, der venter mit folk, for han har gjort oprør mod Herren.«
Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. Israels og Judas synder har gjort mig vred. Kongerne, embedsmændene, præsterne og profeterne, ja, hele folket har gjort oprør imod mig.
Så fik jeg fat i en ny bogrulle og begyndte forfra med at diktere budskaberne for Baruk. Alt, hvad der stod i den bogrulle, som kong Jojakim brændte, kom med, ja, endnu mere end før, for der blev gjort adskillige tilføjelser.
Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet. Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte. Tag deres kameler og kvæg. Jeg sender ulykke over dem fra alle sider og spreder dem for alle vinde.
»Du stædige og stolte land, du skal snuble og falde, og ingen rejser dig op, for jeg sætter ild på Babyloniens byer, og ilden tilintetgør alt omkring dem.«
»Alle flodovergange er spærrede, marsken står i lys lue, og alle krigerne er panikslagne.«
Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab.