Han Sidder På Forsædet

Han sidder på forsædet med forbundene hænder på rattet

Og hans kæbe i profil er vidunderlig magtfuld

Skyggerne spiller mystikken frem i hans blik

Eller det gætter jeg på, jeg ser det ikk’

For det er rettet hårdt mod vejen, det ukendte mål

Fokuseret og ubevægelig med en vilje af stål

Bakspejl – øjne møder øjne. Blikke der gnistre?

Lysende lygter fra de andre billister

De kører med og mod, nogle kører på tværs

Er de til stede? parallelt univers.

Har de en chauffør, ligner de min?

Drømmer de også om hans lidenskabelige smil?

Og det brænder i mig, det her begær

Distance mellem førersædet og her hvor jeg er

En strøm af lava for at se det samme i ham

Som jeg føler i mig – paradisiske mand


Jeg korser mig for at koble mig fra min trang

For at gribe om en helgen med magt fra en gearstang

Hvide duer flyver over vejen udenfor

Og en regnbuen glorie lægger sig om min chauffør

Aner han overhovedet at jeg er her?

Eksisterer der i hans verden en passager

Indenfor karosseriet, hvor man ku sig’ vi var alene

Er der langt færre eller flere end hvad jeg ka’ se, hvad skal jeg men’?

Er der én i et andet køretøj hans tanker hænger ved

Én han hellere ville dele brød og bil med?

Jeg skænker dig mit hvinende hjerteblod

Hvis blot du ville unde mig et enkelt blik herom.

Men i sidste ende, hvad er det egentligt det handler om?

Begæret efter chauffør-personen eller hans position

Og hvem er det i virkeligheden der fører

Fødderne, pedalerne – den enlige passager