Der skal så lidt til, og dog alligevel så meget
Du gir mig grunden til at rejse mig og sejre
Over ligegyldighedens overvældende krammer
Et spark i dens iskas og smæk i en lammer
Du giver mig grund til et univers
Et fundament til at udvikle kaos
En stormflod af følelser opløfteligt nedtrykkende
En blikstille sø hvor intet er bevægende
Du giver mig grund til at tænke over tanker
Reflekterer logiske kæder i takt og jeg
Metafiserer det umiddelbart metafiserede
Filosofisk psykologisk velfriseret
Du gir mig grund til at trække vejret
Lade min sjæl bli’ belejret at livet
Du gir mig grund til mere end at eksistere
Mine halvtomme glas blir til halvfyldte bægere
Du giver mig grund til at lægge alt fra mig
Håndklæder i ringe fra løftede hænder
Slippe mit greb om alt jeg har surret mig til
Miste besindelsen ved intet at bestill’
Du får mig til at gå de tvivlsomme skridt
Et i en retning jeg ikke kender til
To mod et mål som der aldrig var mit
Du gir mig grunden til at sænke farten lidt
Du giver mig grund til at overveje om
Jeg egentlig selv er en grund for nogen
Bevæger jeg dig som du bevæger dig selv?
Er jeg smør i mine egne fingre eller metal?
Du gir mig grund, men jeg burde tage den
Ansvar, respekt for ik’ at save i den gren
Jeg selv sidder på – så uansvarligt et digt!
Jeg læsser på dig, det er uforsvarligt på sigt.