En luffe af bly fæstnet til min højre ringefinger
Det er ikke en handske der hænger og dingler
Den knuger med rødglødende greb om min lap
Kalenderskrap – klar’ Skemalagt – p’rat til start!
En insisterende Zeus til mine gamle kartofler
Imens min højre luffe sørger for at intet vakler
Når jeg fører skeen op til munden, tager som fortjent
Deon; det hårdt, men godt i sidste ende
Deon – Og jeg er på
Du vil nok aldrig se den hvide ring på min højre hånd og
Den luffe sidder der, hvor den altid har gjort
Som Olympen har guderne og Hades er lort.
Men det en Afrodite – Ares affære
Bekrigelse med kys – elskov med hærer
Begærer at nære, begræder at tære
Vi ligger som vi redder (Jeg er jo nok) som de fleste desværre
Lykken er gift med min venstre hånd
Min højre luffe kneblet tæt til pligtens ånd
Lykken er gift med min venstre hånd
Anden række forestilling; lykkelivet går på grund
Jeg vågner, har lyst til at sove, men står op
Har lyst til lidt kvali-kaff, men tager en insta-kop
Griber tørret brød, men har lyst til bacon-æg,
Har lyst, har lyst, har lyst – men det går bar’ ikk’
Jeg har sværget ud i intetheden, på at lykkensgudinde
Igen, igen igen, må vente på linjen
Indtil at pligten, har talt mig huden af
Så må frøken lykke få de sølle rester tilbag’
For pligtens matrone; fyrig finke
Tromler dig i graven, hvis du vover på at blinke
Hun gir dig brændenælder og hun kalder dig en sinke
Hvis du træder streger, når hun bad dig om at hinke
Af lykkens gyldne lokker har hun knyttet mig en ring
Den sad perfekt på fingeren, næsten fra dag et
Til trods for tårer flyttede jeg den over på den venstre
Da jeg endelig lærte at være menneske.