paa virkelighedens dørterskel
jeg var kongen –
naar jeg smilede,
sad alt i min ring,
som jeg kunde tage af –
naar jeg sov,
døde min elskede,
og mine fjender vovede
knap at hviske –
nu er jeg en smal stjerne,
som har efterladt sine
klæder paa stranden –
med lukkede øjne
og aabne ører
svømmer jeg roligt
paa frihedens havpupil –
med mine lange
sparede ben mærker
jeg hver fold i
havets sitrende ledende
modersøvn med
titusenaarsrigeti mavens
helgenskrin –
ved den letteste strømning
synker jeg som trællegnisten,
der tænder havet
og smælter laasen –
den mindste skælven,
og intet har været forgæves –
- Gustaf Munch-Petersen