Juli
Igennem de grønne Marker
jeg ruller saa fro og let,
og Øjet flyver saa vide
og bliver dog aldrig træt.
Hver Skønhed det til sig suger,
hvert Billed fra Hav og Land,
paa Skyernes hvide Flade
og Himlens dæmrende Rand.
Dem alle tro jeg bevarer,
mit Bryst er en Sarkofag,
hvor jeg dem dybt nedlægger;
dog kommer maaske den Dag,
hvor atter til Liv de vaagne,
af Graven atter fremstaa,
og vidne i Ord og Toner
om alt, hvad jeg henrykt saa
- H.P. Holst