Til min Ven, Digteren Gustaph Munch-Petersen, der faldt som Frivillig i Spanien
Pludselig ser vi det hele.
God er en pludselig død.
Pludselig ser vi, hvad halsløs,
tankeløs ungdom betød.
Kort var din hastige vej fra
kroppen og tanken til ord.
Kortere endnu din vej fra
liv til den støvede jord.
Ordene kom fra det indre,
ingen af os kan forstå.
Ingen besindigheds vægte
bærer dit prosadigt på.
Det, som du sagde, var sandhed
samme sekund, det blev til;
ikke et tænksomt: jeg tænker;
kun et halsløst: jeg vil.
Her skal vi andre nu vandre
gennem et ælte af kunst,
blive en kedelig gældspost
uden mæcenernes gunst, .
blive en støvhob af gloser
skrevet af tvang og af pligt,
medens du hviler, skudt ned, skudt ned,
dit livs ubesindigste digt.
- Tom Kristensen