Ægteskab
I generindret lidenskab, vakt ved en mindelse om andre favntag,
en fjern berøring med en kølig hud,
en ukendt kvindes drømmende profil
mod byens neonlys –
eller måske:
ved synet af en ung soldat i toget
med klare øjne, i hvis ro han så
et ganske enkelt sind genspejle sit
og slynge det tilbage ufordøjet,
med al dets gådefulde modenhed –
vendes hans sanser søgende imod mig,
sløret af dunkel trang til at bedrage.
Og jeg, der helt befolker dette hus,
befrugter støvet med en spinkel tanke
af eget liv, og dagligt knæler ned,
fortabt i vage bønner, ved en gulvspands
gult emaillerede og tavse troskab –
betragter skjult hans hemmelige ansigt,
pludselig nøgent, næsten forsvarsløst,
som når naturen generobrer forladte haver:
bare et glimt af en vredagtig ømhed,
vantreven, lønligt aftvunget en legal
kærlighedsdød uden påviselig årsag.
Jeg ser det gå bort, og mindes andre kærtegn
af navnløs sødme, muligt hans engang,
men aldrig mere vækkende min lyst
i andet end erindring, aldrig mere.
Ordløst benægter vi, hævngerrigt, ene,
hinandens evne til at vække vellyst.
- Tove Ditlevsen