Jeg har snegle på hjernen og jeg har haft det i noget tid
Og har slimspor i nakken, de er nok selv kravlet ind
For min hjernebark er smurt i saft og sneglejuice
Det knaser bag mit øje, er det et dødsbo – sneglehus?
Yo jeg har tænkt på snegle, min knold er slimet ind i
Sort, Iberisk, Lund og Vinbjerg tankespind
Utællelige nætter har jeg drømt om disse væsner
Og jeg venter mens de væsker og fylder min hjernes æske.
Det er en klæg substans der flyder rundt i mine vener
Den klistrer og den klæber sig til mine indre vægge og der
hænger tynde tråde fra den grød der er mit blod
Indbygget selvhad i DNA’et, jeg er podet
Og substansen den har samlet sig ved mit kraveben
Metamorfisk er det gået fra et æg til en gren
til et dyr til et barn til en mand til en dæmon
Han var en simpel tanke og nu bor han i mit hovede.
En tro på det brister og på det bærer
Om jeg er væk, eller om jeg er her
En tror på at snegle og tulipaner
Begge er en del af den jeg er.
Jeg har stået foran spejlet, jeg har stået i flere timer
For jeg saver og jeg hamrer og jeg svejser og jeg limer
De her fjer til en tulipan som jeg har boret fast
Med en slagboremaskine lige ind i min hals
Jeg har ædt et kilo spagnum og jeg har drukket sukkervand
Forvirret mine naboer, med mine fødder i en spand
I min have hvor jeg stadig stirrer ind i solen
Og håber Ikaros han ikke falder alt for hurtigt, men
En bevinget tulipan vokser kun i sneglefart
Men når dens rodnet griber om mit stemmebånd, så er jeg klar
Til at lade blomstervinger styre mine ord
Hver og et, de blir verdens smukkeste perler på en snor
Bevingede tulipaner og snegledæmoner
Blomstrer i halse, skuldre og hoveder
Og tro mig – for når kronblads knoppen
Går på hæld, er jeg til tider lidt af en snegl for mig selv