Snegle og fjer

Jeg har snegle på hjernen og jeg har haft det i noget tid

Og har slimspor i nakken, de er nok selv kravlet ind

For min hjernebark er smurt i saft og sneglejuice

Det knaser bag mit øje, er det et dødsbo – sneglehus?

Yo jeg har tænkt på snegle, min knold er slimet ind i

Sort, Iberisk, Lund og Vinbjerg tankespind

Utællelige nætter har jeg drømt om disse væsner

Og jeg venter mens de væsker og fylder min hjernes æske.

Det er en klæg substans der flyder rundt i mine vener

Den klistrer og den klæber sig til mine indre vægge og der

hænger tynde tråde fra den grød der er mit blod

Indbygget selvhad i DNA’et, jeg er podet

Og substansen den har samlet sig ved mit kraveben

Metamorfisk er det gået fra et æg til en gren

til et dyr til et barn til en mand til en dæmon

Han var en simpel tanke og nu bor han i mit hovede.


En tro på det brister og på det bærer

Om jeg er væk, eller om jeg er her

En tror på at snegle og tulipaner

Begge er en del af den jeg er.


Jeg har stået foran spejlet, jeg har stået i flere timer

For jeg saver og jeg hamrer og jeg svejser og jeg limer

De her fjer til en tulipan som jeg har boret fast

Med en slagboremaskine lige ind i min hals

Jeg har ædt et kilo spagnum og jeg har drukket sukkervand

Forvirret mine naboer, med mine fødder i en spand

I min have hvor jeg stadig stirrer ind i solen

Og håber Ikaros han ikke falder alt for hurtigt, men

En bevinget tulipan vokser kun i sneglefart

Men når dens rodnet griber om mit stemmebånd, så er jeg klar

Til at lade blomstervinger styre mine ord

Hver og et, de blir verdens smukkeste perler på en snor

Bevingede tulipaner og snegledæmoner

Blomstrer i halse, skuldre og hoveder

Og tro mig – for når kronblads knoppen

Går på hæld, er jeg til tider lidt af en snegl for mig selv