Et vers – Stavblender

I mellem huse ligger rusen let forpustet, som en lus
Mellem tænderne, Mellem læberne,
Hvor selv vandrør har opgivet at lytte til dig,
Når du vakler mellem mørke skærme under stjerne nætter,
Hva’ der me’ dig? Hva’ der me’ os’? hva’ der los? Et Ocean af glemte lagner gør vi
Taber, hvad vi aner, når vi halser efter skygger
Og er der andet at forstå, når ingen lytter
Åh åh åh Tiden gik i stå
Åh åh åh
Åh åh åh tiden gik i stå