Klokken er 6:35 og jeg sidder i min lille grå peugeot 206. Der er ikke blevet ryddet op i den, så der er et skraldtæppe på cirka 8 centimeters skrald. Skrald der ophober sig, når man næsten bor i en bil, når man bruger 7 timer om dagen på at koble ud, skifte gear, speede up, bremse ned, blinke venstre, blinke højre, trafik, trafik, trafik.
Den samme vej der kun afviger fra sin monotone fremtoning ved at bugte sig i forskellige retninger og overhalende og overhalede biler.
AT10558 og en million andre varianter af nummerplader flimrer forbi mine øjenlåg når jeg blinker de tungeste blink set blandt billister. Diesel- og benzinstank fylder min næse og vælder inde over nummerpladerne som en changerende tsunami.
I små ryk med hovedet vender jeg tilbage til det læderimiterende rat og den sorte gummibetrukne gearstang. For blot en halv time siden var de kolde fra de tidlige efterårsgrader, der omfavnede dem i løbet af natten, men allerede nu er de varme og fugtige mod mine lige så klamme og pulserende varme hænder. Jeg skruer op for radioens lave summen, så dens melodier og rytmiske figurer kan forhindre søvnfloden for at oversvømme mig igen.
7:41 bliver til 7:42 bliver til 8:57. 2 sporet bliver til 1 sporet, 2 sporet igen og 3 sporet. Foden kramper imens den prøver at holde et konstant tryk. Det er paradoksalt at føle så megen stilstand i så høj en fart, at føle man er låst fast når man hele tiden er på farten, med sikkerhedssele, tidsplaner, halsbrand og tørre øjenæbler.
Indenfor de her 6 sider – kassen med hjul – er det svært at se hvad der er det største fængsel; karosseriet eller kalenderen jeg kører efter.
Med 130 km/t, 75 hk og med et anhængertræk der kan trække 1.100 kg burde der være power nok til at kæmpe sig ud af rammerne.