Det sidder i hovedet på mig og det kan ikke vristes fri. Det er begravet dybt inde i min sjæl, som et rødglødende søm hamret ind i en klippe, man prøver at vriste fri med fingerspidserne.
Det er et billed på en følelse, den der brændende følelse i maven, susen i hovedet og drømmende, svævende fornemmelse i årerne.
Det er først og fremmest hans øjne, en helt speciel slags nøddebrun. Så hans kæbelinje, hans hage og hans tynde læber, der aldrig rigtig smiler og aldrig rigtig er vrede.
Og lige som i en velkendt malebog, så fyldes resten af hans ansigt ud. Farven i hans kinder, den rette højde til hans pande, det lidt pjuskede hår. Alt falder på plads inde i mit hovede for, hvordan han så ud, da vi skiltes.
Nu har jeg fundet en ny. Adam er en sød fyr. Adams øjne minder om hans, selvom farven ikke er den samme. Adam tager mig ud at spise, ikke de samme steder som han gjorde, men de nye steder er også rigtig fine. Adam sidder overfor mig nu og har fortalt en vittighed, der får Adams ansigt til at lyse op og hans grønne øjne til at skinne i skæret fra lyset på bordet. Dugen og tallerknerne er meget smukke og et skridt op fra de paptallerkner jeg fik af ham, når vi spiste røde pølser med brød i den gamle lejlighed. Der var det kun månen der lyste rummet op. Bælgravende mørkt og kun månen, ham, mig og fem røde pølser med brød.
Adam fanger mit blik og jeg gengælder hans smil med en let løftet mundvig. Adams hår er lidt sjusket og vildere her til aften, end hvad jeg husker er normalt for, hvordan Adam plejer at sætte sit hår. Adam rejser sig. Vi er færdige med at spise og efter at han har betalt, går vi arm i arm ud i natten. Adam fortæller noget om sig selv, en anekdote om Adam og nogle af hans venner, han har fortalt om dem tidligere i aftes.
Adams lette skægstubbe lader til at gemme på en kæbelinje, der minder meget om hans, det er selvfølgelig ikke den samme, men alligevel. Den ligner lidt, det ligger måske i vinklen, hvorfor har jeg ikke set det før? Måske fordi at Adam er lidt større end ham? Ikke fordi Adam er overvægtig, men der er en lille forskel i deres vægt, så måske det er derfor jeg ikke har bemærket det før?
Adam drejer os ned af en sidegade. Butikkerne er for længst lukkede, men lyset står tændt i de fleste vinduer og udstillingerne i det lidt kolde vejr og den lyse nat, gør skæret fra tøjbutikkerne, med de ekstravagante mannequiner, det til et næsten varmt og indbydende hjem. Adam vender sig mod mig, lukker øjnene lidt i, spidser læberne en lille smule og bukker sig ind for at kysse mig.
Jeg møder hans kys, og betragter Adam helt tæt på, som jeg på samme måde scannede hver en millimeter af ham, dengang det var os der kyssede på mørke gader, sene aftener, før skænderierne.
Adam trækker sig lidt tilbage og åbner langsomt øjnene. De har herude under månen fået et mørkere glød og det får mit hjerte til at slå et ekstra slag, da hans læber får en tvetydighed over sig. Adams øjenbryn krænger ind mod hinanden og danner tre parallelle rynker, imens hans næsebor udvider sig. Adams stemme er hård, da Adam bebrejder mig for at være fraværende, som han udtrykker det. Hans øjne bliver mørkere, hans kæbelinje strammere og hans hår pjuskes til i de let vrede ryk han gør med hovedet.
Det ræser i mit indre, jeg kan mærke mig selv og mit hjerte der hamre, som vækket op fra en dagdrøm, jeg ikke vidste jeg var faldet hen i.
“Undskyld An.. Adam. Du har ret, jeg har været lidt fraværende. Det er jeg ked af, jeg skal nok være mere tilstede, det var virkelig en dejlig middag. Kan vi ikke gå lidt videre? Natten er så smuk”
Adams læber er tynde, hvide, men tynde og hans ansigt er uudgrundeligt, som han rækker mig sin arm. Jeg stikker min hånd ned i hans lomme og fletter mine fingre ind i hans. Langsomt går vi stille videre i gaderne mig og hans brune øjne, pjuskede hår og ubestemmelige smil.