Drømmescenariet er at købe en spegepølse i Aldi, måske sådan én af de der røde nogle. Hvad er det de hedder? Salami’er? Ja det tror jeg! Nå, og efter at have kigget på udløbsdato, fundet ud af hvem bestyreren i Aldi er, på pågældende dag, hvem servicemedarbejderen på det givne tidspunkt er, samt producenten, så udvikler man en bakterie i maven.
Husk for satan at skrive det ned!
Det er selvfølgelig ikke sikkert at man udvikler den sådan bare lige – knips, – men nu snakker vi også et drømmescenarie ikke? Du ved, hvor tankerne ligesom bare flyder lidt ud og fylder på med de bedst klingende ideer, ikke de mest realistisk. For pokker, hvis det var realisme jeg ville have, så sad jeg sku ikke her ved siden af dig og fabulerede om spegepølse og millionideer kl. 13.43 på en bænk ved stationen vel? Tænk dig om!
Altså man kunne selvfølgelig godt være på den sikre side og have nogle petriskåle med den klassiske agar-gel i. Du ved, tage en podning af spegepølsen, smække det i en inkubator ved én 37 grader i et par dage og så ellers bare tage sig sådan en 10 – 12 bakterieshots når bakteriekulturene var modne. Sådan hvide, grønne og brune og med hår, og de der små svampetentakel-ting man tegnede i biologitimerne. Kan du huske det?
Måske man inden lige skal sikre sig at man ikke har udviklet en eller anden supervirus, ved et uheld, så man igangsætter den næste pandemi, der udrydder hele menneskeheden. Det ville være rimelig meget nedtur, og så virker den sidste del af planen heller ikke vel? Det er ikke nemt at hyre en advokat, hvis hele europa står i flammer. Det er sku nok ret vigtigt jeg lige laver den prøve inden, ja.
Jeg tænker ikke på at udvikle sådan en ebola ting, men mere en mavekatar eller mavesår, sådan en sygdom der har en udløbsperiode på maks en 10 år. Du ved, man kunne se det som et slags arbejde, hvor man bare tænker på at blive rask.
Så så man lige sig selv foran fjerneren med et tæppe over sig, en god bid mad, en kop kaff’ og så måske en spand ved siden af, så man ikke hele tiden skulle løbe på lokum. Sådan rigtig lunt og belejligt, ikke? Det ku’ man sku godt få sådan en 10 år til at gå med tænker jeg.
Når det hele sådan har taget godt fat i én og der ikke er tvivl om spegepølsesygdommen, så sagsøger man så Aldi og producenten og afslutter sagsforløbet med en erstatning på nogle millioner.
Katjing!
Det er drømmescenariet.
Lettjente penge og et mildt sygdomsforløb.
svar