Det føles nu egentligt dejligt endeligt at have plads til en ordentlig fest i sit eget hjem. Det er ikke fordi det er så dyrt at leje et forsamlingshus, men at kunne holde det i sit eget hjem gør det bare dét mere personligt at have folk forbi og lidt nemmere at afvikle, sådan en sammenkomst.
Invitationen foregik ret formelt, med fint brevpapir. Selv konvolutterne var af relativ høj kvalitet.
Jeg havde, når der ikke var så meget at lave på jobbet, designet det meste af det selv i et ret fint designprogram, jeg fik anbefalet af min kusine. I det hele taget har processen op til festen været super hyggelig og afslappende.
På dagen fik jeg også vasket det stel Andreas og jeg har indsamlet igennem de sidste par år og som i lang tid nu har samlet støv i nogle nedpakkede flyttekasser fra Silvan. Måske ligger jeg ekstra meget i den her fest, netop fordi at der, her 4 år efter bruddet med Andreas, endelig er blevet sat et punktum inde i mig. Jeg har ikke længere de stor maratontudeture, hvor jeg næsten selvskadende kører weekend efter weekend i sænk med romantiske tåreperserfilm, vamsede sweatere og plaskvåde kinder. Minderne om vores mange år sammen kigger kun frem en gang imellem, når jeg får taget mig sammen til at åbne en gammel flyttekasse eller bliver grebet af en artikel, som han med garanti ville have gennemtrævlet overfor mig, alt imens jeg, så godt jeg kunne, prøvede at give udtryk for at jeg lyttede interesseret efter.
Det var en fantastisk tid og det har i lang tid været svært at acceptere at den ikke længere ville kunne gentage sig og at jeg aldrig mere ville se Andreas igen.
Dørklokken går amok og før den stilner af, trykkes håndtaget ned i samme bevægelse som døren presses op – det kan kun være mine forældre.
– “Ej, hvor er det dejligt at se dig, igen og hvor er her pyntet pænt op” griner mor imens hun nærmest taber alt sit overtøj af sig, kufferter og bæreposer, i sin hektiske tusindeskridts gang, der giver én en illusion om, at hendes ben lige så godt kunne have været vingerne på en kolibri.
“Det er også godt at se jer, i kan stille tingene inde i gæsteværelset” siger jeg overbærende, mest henvendt til min far, der med sin mere sparsomme, overvejede gang ikke sige noget. Han kigger istedet på mig og gør, som kun han kan. Han lyser hele sit ansigt op med et lille smil, og farver hele rummet i muntre og lysere farver. Ingen som han kan med så lille en handling, gøre så stor en forskel.
Jeg smutter ud i køkkenet og lader langsomt huset fyldes op af alle mine gæster imens jeg får styr på aftenens forskellige menuer.
Smagen er vigtig – ingen tvivl om det, men jeg bruger flere timer på at anrette salaten efter den rigtige farvesammensætninger, placere kødet mest appetitligt og få østers banquetten til ikke at se alt for prætentiøs ud, eller for skødesløs.
Den sidste gæster bliver lukket ind og mine forældre hjælper til, med at få folk placeret på deres pladser og båret maden ind. Alt er gået fuldstændigt upåklageligt, selv overgangen fra at stå i køkkenet, til at få smøget mig ned i en kjole og få lagt en naturlig og diskret makeup. Jeg nåede ikke at få mig et bad, men det var begrænset hvor svedende jeg nåede at blive under de sidste forberedelser. Jeg havde netop planlagt tingene sådan at jeg ville kunne undvære det sidste oppiftende bad.
Da jeg gør min entre sidder folk allerede og hælder vin og mad op på deres tallerkner, som jeg havde bedt min mor om at sat igang, da jeg hverken ville føle mig stresset over at folk skulle vente på mig samt at jeg stille og roligt kunne indtage min plads uden at onkel Brian ville lave en af sine pinlige stående applause seancer, der altid efterlod selvskabet forvirret og splittet mellem den afmålt borgerlige stemning og den total prollede bodega stil han selv kommer fra.
Jeg sætter mig ned og lader blikket inspicere de fremmødte og ser en tom plads ved netop min onkel Brian. Jeg rejser mig op og går ud i køkkenet.
Gulvet er sort og sodet, stolene er brækket i stykker. Der stinker af brændt hår og gulvet er plettet med blod.
Skuffen med mine OBH knive er rykket ud af skabet og vendt på hovedet oveni tre tømte petroleums flasker fra, hvad jeg tror er super brugsen. Helt ovre ved døren til viktualierummet er stolenes sørgelige rester blevet smidt i en bunke og blevet antændt i næsten halvanden meter høje rasende flammer og midt inde i fortærende flammer ligger Preben og Toves Golden Retriver Bobby sort og afkullet.
Den sammenkrøllede skikkelser bagved, det der er tilbage af Bobby, og bagved flammehavet skuler til mig med mistroiske øjne.
– “Gertrud for helved, du kan sku ikke brænde Bobby midt i maden, ved du ikke at der er øster for helved.”