Tanker Om # 5

Liggende på knæ og ansigtet helt tæt på, ser den mørke asfalt ud til at kunne strække sig ud i det uendelige. Men drejes ansigtet en anelse til siden, så knækkes den over af termoplast trukket og strukket til en linje, en hvid linje, der med sin partner på min anden side, danner en bås.

Når jeg ligger mig fladt på maven og med håndfladen pegende ned mod den mørke asfalt i min åbne bås, så kan jeg mærke varmen strømme pulserende igennem min mørkeblå t-shirt og mine orange polyestershorts.

Det er ikke den normale varme, der ville bølge mod mig fra en landevej, der smyger sig om raspmarkerne i april eller maj måned. Det er en anden type varme, lidt den samme varme man møder, når en fremmed hund ikke har besluttet om den kan lide dig eller ej. Varmen fra det åbne gab, en våd, stødvis varme, en truende påmindelse om en generel usikkerhed og en gnist der anslås i din reptilhjerne. En gnist der belønner dig med et lille skud adrenalin.

Den varme mærker jeg, selv da jeg rejser mig op igen, med asfaltkorn trykket mod min kind. Statistiske grafer vælter ind i mit hovede, skrækkelige billeder af løsslupne barnevogne, småbørn med fodbolde og telefonfokuserede ungmøer bestøver min sorten muld af en hjernekasse.
Rædslen har banket på døren og venter nu i opgangen, han har set mig inspicere parkeringspladsen og vil lige svinge forbi og høre hvordan det går.

Overhovedet ikke akrobatisk og sletter ikke nonchalant bevæger jeg mig i et skrækslagent ryk ind på det nærmeste græsareal, hvor jeg, efter utallige gisp, kan genvinde fatningen. Her skuer jeg i et øjeblik udover det, der er blevet min “Elefantkirkegård”, der tålmodigt venter på næste gang at jeg bevæger mig ud på dens område, så den kan slippe de automatiserede benzindrevne hyæner løs.
Det er den tålmodig rædsel i parkeringspladsen og den ejer mig.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: