Tanker Om # 2

Jeg sidder her i et rum meget ligesom dit.
Jeg har ligesom dig blikket rettet mod tekst, hvor mine øjne æder ét bogstav af gangen, indtil det har fortæret;

Ét ord.
Én sætning.
Èt afsnit.

I dit rum er der sikkert fire vægge og fire hjørner og med garanti et loft og et gulv – det ligner mit.
Inventaret er ikke så vigtigt i den her sammenhæng, det er sikkert forskelligt fra mit rum i en eller anden forstand

Så glem det.

Vi sidder i hvert vores rum med selvsamme tekst og læser.
På en måde eksisterer tiden ikke for dig og mig, vi er begge låst fast i de her sorte, tynde, formgivne tanker, der eksisterer på en skærm eller et stykke papir. Symboler der i lys bæres ind igennem vores pupiller og op i vores hjerne.
De tynde sorte slanger bliver læst op af en stemme, en forestillet lyd, der gengiver det læste.

Er det forresten din egen stemme, der læser op lige nu?
Eller leder du efter min?
Jeg leder efter din netop nu.
Jeg tror jeg har fundet den, men den lyder ikke helt som dig.
Den lyder som os begge.

Jeg har fundet vores begges stemme.

Tiden er væk, vi er begge blevet til én person.
En person uden arme, ben, næse, ører eller mave. Vi er begge to bare øjne og bare hjerne. Dine øjne er blevet most sammen med mine og har fået en muddergrumset farve – på tværs af tid på tværs af stof.
Alle dine minder er blevet kaseret – det samme er mine. Vi eksisterer, som dyrene, kun i nuet, kun i teksten, kun på tværs og samtidigt.

Imens jeg læser det, så stritter jeg imod – ligesom du gør nu.
Jeg begynder i trods at kunne mærke mig selv, jeg trækker mig fra vores fælleseksistens, men det er uundgåeligt at vi finder sammen igen.
Vi glider ind og ud af sameksistens og senere, når du læser noget andet, noget andet jeg også har læst – læser eller vil læse.

Så er vi der igen!

Én fælles organisme.
Én fælles stemme.
Ét hovede.
Ingen krop.
Ét par øjne
Og Ét nu.
Du og jeg for altid.

Hver gang de sort symbolske slanger vrider sig i de kendte mønstre – Så er det os.
Hver gang en krimi, et eventyr eller hvilken som helst anden beretning udfolder sig – Så er det os.

Vi er Vi!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.