Lyden står som bølger og pulserer fra hjertet mellem væggene bag det tilsværtede tapet.
Malingen fra spraydåsen har gjort det umuligt at se tapetmønstret, der før gentog sommerfugle i støvet gul ud i det uendelige – eller indtil det ramte væg, loft eller gulv.
Han havde prøvet at flå det meste af tapetet af, kradset med fingrene – senere en kniv – i væggen for at komme ind til rytmen, ind til mellem væggene, men gav op da lyden og den voldsomme sitren, blev for meget.
Han overgav sig og gjorde som han fik besked på.
Købte malingen.
Smed alle møblerne ud af vinduet.
Lamperne blev hevet ned og ud af stikkontakter.
Rummet var badet i mørke.
Og tomt.
Han havde i med en modsatrettet febrilsk-nøjsomhed, skrevet tegnet på væggen og stod nu foran det. Udmattet, svedig, plettet af maling og unaturligt fokuseret, i mens han prøvede at synkronisere sin krop, sin egen rytme og sine tanker med »thump, thump thump« lydene fra mellem væggene.
Inde i folderne af hans amygdala kunne han fornemme resterne af sit gamle jeg, der hamrede og skreg af den ståldør, der var blevet resten af hans sind, men lige meget hjalp det.
Det nye var flyttet ind og det stod i sin ambivalens og ventede på den næste besked fra mellem væggene.
Det nye jeg ville vente. Vente til der ikke kunne ventes længere.