Ja, kønt ser det nok ikke ud.
Nøgen foruden den her halvåbne slåbrok, den er vist også lidt nasset og hvorfor jeg har brattet ærmerne op på den? Det fatter jeg simpelthen ikke. Og så i sådan et gammelt keramisk badekar med slukket lys.
Det eneste jeg kan se herinde, omringet af hvidknækkede fliser, er mit eget spejlbillede, let lyst op af månen der vakler henover himlen, som en skamskudt buk.
Det er fandme utroligt så meget den smager af jern. Ikke helt samme jern smag, som blod har, den er mere kold og, ja, selvfølgelig uorganisk. Mundingen trykket mod min gane er ikke en behagelig følelse, men det er altså sådan her den skal vende, har jeg læst på nettet, hvis det skal virke. Ellers så ender man bare med at have skudt sig et hul i hovedet og stadig overleve.
Det trækker i mit mellemgulv og jeg taber pistolen, griber om maven og krøller mig sammen om mig selv. Den her apati har åbnet mit mavesår og nu vrider den mig som en stinkende karklud. Det perler fra min pande på samme måde, som da jeg som barn stod konfronteret med min nabos køter. Minutterne inden tænderne og dens varme, klamme ånde pulsede mod mit venstre øje.
Jeg retter mig op igen og tørrer med et uengageret ærme sveden væk fra mit modløse øjenbryn.
Jeg havde ikke set det komme, det er nok sådan en langsommelig udvikling, hvor man aldrig helt er bevidst om rejsens slutning, men man alligevel har det på fornemmelsen. Både apatisårets indmarch i min mave, pistolen der fandt et hjem i min støvle, dagene hvor jeg aldrig kom længere end til entreen og nu; en badekarskriger, der er ved at give op.