Jeg vågnede op til min egen hosten og harken da et kuld slibrige larver har smøget sig tæt forbi min drøbel og ned af mit svælg.
Badet i sved, panik og med en affugtet mund.
Blottet for den usmagelige omfavnelse, deres slimspor har badet mig i.
Oplevelsen vælter mig mig ud af sengen, med ansigtet først ned i linoleumsgulvet, som blev jeg slået i fjæset af bølgerne fra et oprørsk hav. Lige i smasken, lige i hjerne, lige i slagsiden af min bevidsthed.
Et olmt, bitter og snottet hav.
Overvældet af det her beske ubehag går det op for mig at de hersens larver i nattens løb, er kravlet ind igennem min næse, mine ører og selvfølgelig også min mund.
Det er fra lyden af min rumlene mave at jeg høre de første mærkværdige tegn.
En spinden af tråd, en sirlig ufiltret ’sssscccchhh’ lyd.
De forpupper sig, de bygger små hjem om deres små kroppe. Kroppe der af egen fri vilje vil skille sig selv ad for at bygge sig selv op igen. En ombygning fra klammo til knap så klammo, men stadig klammo.
De sidste er færdige og selvom jeg ved det først er begyndt, så slapper jeg af, da lyden foretager sig.
Lidt som den umiddelbare angst forlader én om natten, selvom man lige for lidt siden havde hørt noget sært. Og nej, det var ikke vandrørene. Og nej det var ikke en vildfaren kat. Det var noget mystifistisk og måske noget ondt-agtigt noget, det var det helt sikkert!
Den umiddelbare angst har forvandlet sig til en grublende nervøsitet og bekymring, en bekymring der forløses i forundret panik, da der op af eftermiddagen, efter lidt hjerneløs facebooking, lyder et tørt ”riiiitchj”.
Hvad var det?
Mine bukser er ikke revnede og jeg har stadig en hel skjorte på.
Hvad var det?
Endnu et ”RITCHJ” nu blot højere.
Det kommer fra maven, det lyder af pupper, der brydes op.
Det er…
Det er…
Det er KÆRLIGHED og du har smittet mig med det.
For satan, det er ren FLAGRE-POWER!
Du har givet mig larver der har forpuppet sig.
Det har ulmet, ventet og vokset og nu blafrer den i min mavse.
Du er sku dejlig!