Tag: Tanker Om

Disketterne ligger spredt ud i skuffen

Nederst i den rødbejdsede kommode i mellemgangen

Møblet er nærmest vokset op

Af det langhårede gulvtæppe

Hvis brune nuancer ikke som sådan glider mellem overgangene.

Det er blot

En brun farve dér

& så abrupt

En nye brun farve dér.

Fra et område til et andet.

Disketterne er nummeret

Med en snip malertape foran

& så et # & et nummer

Alle numrene er der vist

Fra #1 til #487.

Det er en stor skuffe.

Der er mange disketter.

Mellemgangen leder ud til toilettet.

Endnu en farvelade i det brune spektrum

Nu krydret med karrygul

& halvhjertet-grøn.

Sikke nogle omgivelser

At skide i.

Der er et støvlag de forvente steder

Oven på skabene

Der hænger over vasken.

Et fedtet lag på alle lister

Samt bag cisterne

Hvor en gammel

& helt gennemsigtig plasticpose

Er klistret fast med en sjusket mængde

Montagelim.

Plastikposens indhold er der stadigt.

Ovenfra ligner det en lille cigaræske,

Der er blevet forseglet for flere år tilbage.

Spejlet er fedtet.

Et par fingeraftryk

Står skarpere på overfladen

End noget andet i hele lejlighedens

Indelukkede og mørklagte miljø.

Et fra tommelfingeren & et

Måske fra

En ringefinger.

Disketterne var ikke af samme producent.

Det var nok ikke en mulighed,

Løbende

At skaffe sig så mange

Til projektet,

Når man på forhånd ikke vidste

Hvor mange man skulle købe,

Så det hele blev vurderet

På slump

Øjemål

En cirka vurdering.

Hvem kunne også vide

At det ville kræve 487 disketter

Med hver 1440 kibibyte

Eller 1,47 megabyte.

Cirka 718 megabyte ligger i den skuffe.

Det var meget for den tid.

Stue/soveværelset

Hvad kan man sige om det.

Det er brugt grundigt.

Der er ryddet en sti

Fra køkkenet

Til sengen

& fra sengen igen

Ud i mellemgangen.

Det er ikke til at se

Hvad der er blevet betragtet som guld

Eller skrald

Herinde.

Det hele er lige værdigt

& ligeværdigt placeret.

Brugt emballage

Fra øl, tobak, mad, aviser & hvad ved jeg

Til tøj, penge, manualer, computere & andet elektronik.

Alt samme sted

På gulvet

Stole

& borde.

Står der noget på disketterne om valgene

Der ledte op til den her

Situation?

Hvorfor så livet sådan her ud

For ham i så lang tid?

Hvordan kunne det komme hertil?

Blev der skrevet om de tunge persienner

Vægmaleriet

Af

Sort?

Sort Cirkel?

Og rød mand bag?

Om virvaret af tanker.

På lapper.

Af hvad som helst

Spredt og gemt

I alle sprækker i lejligheden.

Om cigaræsken.

Om tilstanden han blev fundet i

Og hvorfor

Han havde en slugt en stykke snor

Der hang ud af munden?

Står det på disketterne?

Lyden står som bølger og pulserer fra hjertet mellem væggene bag det tilsværtede tapet.
Malingen fra spraydåsen har gjort det umuligt at se tapetmønstret, der før gentog sommerfugle i støvet gul ud i det uendelige – eller indtil det ramte væg, loft eller gulv.

Han havde prøvet at flå det meste af tapetet af, kradset med fingrene – senere en kniv – i væggen for at komme ind til rytmen, ind til mellem væggene, men gav op da lyden og den voldsomme sitren, blev for meget.
Han overgav sig og gjorde som han fik besked på.
Købte malingen.
Smed alle møblerne ud af vinduet.
Lamperne blev hevet ned og ud af stikkontakter.
Rummet var badet i mørke.
Og tomt.

Han havde i med en modsatrettet febrilsk-nøjsomhed, skrevet tegnet på væggen og stod nu foran det. Udmattet, svedig, plettet af maling og unaturligt fokuseret, i mens han prøvede at synkronisere sin krop, sin egen rytme og sine tanker med »thump, thump thump« lydene fra mellem væggene.

Inde i folderne af hans amygdala kunne han fornemme resterne af sit gamle jeg, der hamrede og skreg af den ståldør, der var blevet resten af hans sind, men lige meget hjalp det.
Det nye var flyttet ind og det stod i sin ambivalens og ventede på den næste besked fra mellem væggene.

Det nye jeg ville vente. Vente til der ikke kunne ventes længere.

 

“Hvad jeg gør, når det knaser i mit forhold? Nu skal du se her.”

Brugsmanden bukker sig ned bag sin skranke og løfter med et akavet besvær en pose op fra gulvet. Han dumper posen på bordet og går igang med at mosle indholdet ud. Det er en kæmpe sommerfuglelarve så lang og tyk som et lår. Dens små ben bølger, da den lander på bordet, hen over overfladen, som korn der vrikker til vinden når det blæser, mens dens kluntede krop næsten ikke bevæger sig.

“Se her”, siger Brugsmanden, mens han får hele larven ud af sækken.

Han peger på anordningerne som han, tydeligt uden larven accept, har installeret langs dens ryg.

“Det her er et billede på konflikter i et hver forhold”, siger han imens han forpustet næsten ikke kan holde sig bag sit smil.

Larvens ryg har tre små hamre fordelt og påmonteret fra dens top til gat. Hamrene er udstyret med træk og motor og, trods et uigennemskueligt konstruktionsarbejde, er de vidst forbundet til hinanden og til larvens bevægende krop.

Brugsmanden skiftevis trækker og løfter larven hen for enden af bordet. Sætter den fra sig og trykker på en knap på larveapparatet. En lille lampeknap lyser og larven tripper og kravler mod den anden ende af bordet. Han taler videre.

“Ser du, som vi bevæger os gennem livet, som Jørgen her”, han peger på larven og som den, eller som han har døbt den, Jørgen, kravler videre, summer mekanikken på Jørgens ryg.

“Så oplever vi konflikter med hinanden.”

Der lyder en virren og en brummen og første hammer tætteste på Jørgens hovede klikker og drejer ud med hanmerhovedet vippende, som en piratplanke over bordet.

“Og de konflikter tester vores forhold.”

Hammerhovedet trækker sig tilbage og klasker mod bordet med uforventet fart og et lavmælt *smak*. Jørgen stopper brat og hans hårspættede tykke krop trækker sig sammen i et frygtsom ryk. Hammeren rejser sig i tandhjuls hak langsomt op i sin Smak-position.

“Og når de springer ud i lys lue, så gør vi vores bedst for at løse problemerne. Det gør vi bedst ved at dykke ned i mekanikken bagom konflikterne og løse dem der.”

Brugsmanden flipper en knap ved siden af første hammer og stryger kærligt og beroligende Jørgens pletvis skaldede hovede. Lampeknappen slukkes.

Mekanikken ved den påmonterede hammer summer og virrer og hammeren glider ind i sin oprindelige position igen.

Jørgen sitrer en smule og kravler langsomt igen mod den anden side af bordet.

En let brummen starter og den næste knap lyser ved den næste hammer. Seancen starter igen. Hvorvidt Jørgen er bevidst om den kommende forskrækkelse vides ikke, hans kravletempo stiger dog.

“Når vi kan se lignende konflikter ude i horisonten, når vi kan fornemme at vi skal til at ryge i totterne på hinanden”
Der lufter skarpt af larveangst. Jørgens tempo er febrilsk. Hammeren hæver sig, ikke udover bordet, men over Jørgens nakke. Det summer og brummer. Tandhjulshakkene bliver små nåle i luften og i mine ører.

“Så kan vi bruge den viden vi har med os, fra tidligere konflikter til at løse de fremtidige.”

I et splitsekund løsner hammeren sig og dykker faretruende ned mod Jørgen. Afværgningen af hammersmækket sker ved Brugsmanden der flipper en lille knap. En lampeknap slukkes.

“Det er grundlæggende det jeg gør, hvis det knaser i et forhold” lyder det boblende, mens han giver op og lader latter falde ud over hans smilende tænder.

“Var det ikke en anelse omstændigt at lave hele det her apparat, og udstyre den her kæmpe larve med det, for at fortælle den her historie? Hvorfor har du bygget det med tre hamre, når du tilsyneladende kun skal bruge to? Hvad siger fødevaremyndighederne til, at du har insekter og så på den størrelse, så tæt ved din udlevering af mad? Jeg er heller ikke sikker på at din pointe står så meget stærkere i lyset af det her halløj, faktisk så…”

“Hvad ved du om det?” Sprutter Brugsmanden og pakker mine varer hurtigt og arrigt i min medbragte kanvaspose.

Ja, kønt ser det nok ikke ud.

Nøgen foruden den her halvåbne slåbrok, den er vist også lidt nasset og hvorfor jeg har brattet ærmerne op på den? Det fatter jeg simpelthen ikke. Og så i sådan et gammelt keramisk badekar med slukket lys.
Det eneste jeg kan se herinde, omringet af hvidknækkede fliser, er mit eget spejlbillede, let lyst op af månen der vakler henover himlen, som en skamskudt buk.

Det er fandme utroligt så meget den smager af jern. Ikke helt samme jern smag, som blod har, den er mere kold og, ja, selvfølgelig uorganisk. Mundingen trykket mod min gane er ikke en behagelig følelse, men det er altså sådan her den skal vende, har jeg læst på nettet, hvis det skal virke. Ellers så ender man bare med at have skudt sig et hul i hovedet og stadig overleve.

Det trækker i mit mellemgulv og jeg taber pistolen, griber om maven og krøller mig sammen om mig selv. Den her apati har åbnet mit mavesår og nu vrider den mig som en stinkende karklud. Det perler fra min pande på samme måde, som da jeg som barn stod konfronteret med min nabos køter. Minutterne inden tænderne og dens varme, klamme ånde pulsede mod mit venstre øje.

Jeg retter mig op igen og tørrer med et uengageret ærme sveden væk fra mit modløse øjenbryn.
Jeg havde ikke set det komme, det er nok sådan en langsommelig udvikling, hvor man aldrig helt er bevidst om rejsens slutning, men man alligevel har det på fornemmelsen. Både apatisårets indmarch i min mave, pistolen der fandt et hjem i min støvle, dagene hvor jeg aldrig kom længere end til entreen og nu; en badekarskriger, der er ved at give op.

Jeg vågnede op til min egen hosten og harken da et kuld slibrige larver har smøget sig tæt forbi min drøbel og ned af mit svælg.

Badet i sved, panik og med en affugtet mund.

Blottet for den usmagelige omfavnelse, deres slimspor har badet mig i.

Oplevelsen vælter mig mig ud af sengen, med ansigtet først ned i linoleumsgulvet, som blev jeg slået i fjæset af bølgerne fra et oprørsk hav. Lige i smasken, lige i hjerne, lige i slagsiden af min bevidsthed.

Et olmt, bitter og snottet hav.

Overvældet af det her beske ubehag går det op for mig at de hersens larver i nattens løb, er kravlet ind igennem min næse, mine ører og selvfølgelig også min mund.

Det er fra lyden af min rumlene mave at jeg høre de første mærkværdige tegn.

En spinden af tråd, en sirlig ufiltret ’sssscccchhh’ lyd.

De forpupper sig, de bygger små hjem om deres små kroppe. Kroppe der af egen fri vilje vil skille sig selv ad for at bygge sig selv op igen. En ombygning fra klammo til knap så klammo, men stadig klammo.

De sidste er færdige og selvom jeg ved det først er begyndt, så slapper jeg af, da lyden foretager sig.

Lidt som den umiddelbare angst forlader én om natten, selvom man lige for lidt siden havde hørt noget sært. Og nej, det var ikke vandrørene. Og nej det var ikke en vildfaren kat. Det var noget mystifistisk og måske noget ondt-agtigt noget, det var det helt sikkert!

Den umiddelbare angst har forvandlet sig til en grublende nervøsitet og bekymring, en bekymring der forløses i forundret panik, da der op af eftermiddagen, efter lidt hjerneløs facebooking, lyder et tørt ”riiiitchj”.

Hvad var det?

Mine bukser er ikke revnede og jeg har stadig en hel skjorte på.

Hvad var det?

Endnu et ”RITCHJ” nu blot højere.

Det kommer fra maven, det lyder af pupper, der brydes op.

Det er…

Det er…

Det er KÆRLIGHED og du har smittet mig med det.

For satan, det er ren FLAGRE-POWER!

Du har givet mig larver der har forpuppet sig.

Det har ulmet, ventet og vokset og nu blafrer den i min mavse.

Du er sku dejlig!

Klokken er 6:35 og jeg sidder i min lille grå peugeot 206. Der er ikke blevet ryddet op i den, så der er et skraldtæppe på cirka 8 centimeters skrald. Skrald der ophober sig, når man næsten bor i en bil, når man bruger 7 timer om dagen på at koble ud, skifte gear, speede up, bremse ned, blinke venstre, blinke højre, trafik, trafik, trafik.

Den samme vej der kun afviger fra sin monotone fremtoning ved at bugte sig i forskellige retninger og overhalende og overhalede biler.

AT10558 og en million andre varianter af nummerplader flimrer forbi mine øjenlåg når jeg blinker de tungeste blink set blandt billister. Diesel- og benzinstank fylder min næse og vælder inde over nummerpladerne som en changerende tsunami.

I små ryk med hovedet vender jeg tilbage til det læderimiterende rat og den sorte gummibetrukne gearstang. For blot en halv time siden var de kolde fra de tidlige efterårsgrader, der omfavnede dem i løbet af natten, men allerede nu er de varme og fugtige mod mine lige så klamme og pulserende varme hænder. Jeg skruer op for radioens lave summen, så dens melodier og rytmiske figurer kan forhindre søvnfloden for at oversvømme mig igen.

7:41 bliver til 7:42 bliver til 8:57. 2 sporet bliver til 1 sporet, 2 sporet igen og 3 sporet. Foden kramper imens den prøver at holde et konstant tryk. Det er paradoksalt at føle så megen stilstand i så høj en fart, at føle man er låst fast når man hele tiden er på farten, med sikkerhedssele, tidsplaner, halsbrand og tørre øjenæbler.

Indenfor de her 6 sider – kassen med hjul – er det svært at se hvad der er det største fængsel; karosseriet eller kalenderen jeg kører efter.

Med 130 km/t, 75 hk og med et anhængertræk der kan trække 1.100 kg burde der være power nok til at kæmpe sig ud af rammerne.

Det sidder i hovedet på mig og det kan ikke vristes fri. Det er begravet dybt inde i min sjæl, som et rødglødende søm hamret ind i en klippe, man prøver at vriste fri med fingerspidserne.
Det er et billed på en følelse, den der brændende følelse i maven, susen i hovedet og drømmende, svævende fornemmelse i årerne.

Det er først og fremmest hans øjne, en helt speciel slags nøddebrun. Så hans kæbelinje, hans hage og hans tynde læber, der aldrig rigtig smiler og aldrig rigtig er vrede.

Og lige som i en velkendt malebog, så fyldes resten af hans ansigt ud. Farven i hans kinder, den rette højde til hans pande, det lidt pjuskede hår. Alt falder på plads inde i mit hovede for, hvordan han så ud, da vi skiltes.

Nu har jeg fundet en ny. Adam er en sød fyr. Adams øjne minder om hans, selvom farven ikke er den samme. Adam tager mig ud at spise, ikke de samme steder som han gjorde, men de nye steder er også rigtig fine. Adam sidder overfor mig nu og har fortalt en vittighed, der får Adams ansigt til at lyse op og hans grønne øjne til at skinne i skæret fra lyset på bordet. Dugen og tallerknerne er meget smukke og et skridt op fra de paptallerkner jeg fik af ham, når vi spiste røde pølser med brød i den gamle lejlighed. Der var det kun månen der lyste rummet op. Bælgravende mørkt og kun månen, ham, mig og fem røde pølser med brød.

Adam fanger mit blik og jeg gengælder hans smil med en let løftet mundvig. Adams hår er lidt sjusket og vildere her til aften, end hvad jeg husker er normalt for, hvordan Adam plejer at sætte sit hår. Adam rejser sig. Vi er færdige med at spise og efter at han har betalt, går vi arm i arm ud i natten. Adam fortæller noget om sig selv, en anekdote om Adam og nogle af hans venner, han har fortalt om dem tidligere i aftes.

Adams lette skægstubbe lader til at gemme på en kæbelinje, der minder meget om hans, det er selvfølgelig ikke den samme, men alligevel. Den ligner lidt, det ligger måske i vinklen, hvorfor har jeg ikke set det før? Måske fordi at Adam er lidt større end ham? Ikke fordi Adam er overvægtig, men der er en lille forskel i deres vægt, så måske det er derfor jeg ikke har bemærket det før?

Adam drejer os ned af en sidegade. Butikkerne er for længst lukkede, men lyset står tændt i de fleste vinduer og udstillingerne i det lidt kolde vejr og den lyse nat, gør skæret fra tøjbutikkerne, med de ekstravagante mannequiner, det til et næsten varmt og indbydende hjem. Adam vender sig mod mig, lukker øjnene lidt i, spidser læberne en lille smule og bukker sig ind for at kysse mig.

Jeg møder hans kys, og betragter Adam helt tæt på, som jeg på samme måde scannede hver en millimeter af ham, dengang det var os der kyssede på mørke gader, sene aftener, før skænderierne.

Adam trækker sig lidt tilbage og åbner langsomt øjnene. De har herude under månen fået et mørkere glød og det får mit hjerte til at slå et ekstra slag, da hans læber får en tvetydighed over sig. Adams øjenbryn krænger ind mod hinanden og danner tre parallelle rynker, imens hans næsebor udvider sig. Adams stemme er hård, da Adam bebrejder mig for at være fraværende, som han udtrykker det. Hans øjne bliver mørkere, hans kæbelinje strammere og hans hår pjuskes til i de let vrede ryk han gør med hovedet.

Det ræser i mit indre, jeg kan mærke mig selv og mit hjerte der hamre, som vækket op fra en dagdrøm, jeg ikke vidste jeg var faldet hen i.

“Undskyld An.. Adam. Du har ret, jeg har været lidt fraværende. Det er jeg ked af, jeg skal nok være mere tilstede, det var virkelig en dejlig middag. Kan vi ikke gå lidt videre? Natten er så smuk”

Adams læber er tynde, hvide, men tynde og hans ansigt er uudgrundeligt, som han rækker mig sin arm. Jeg stikker min hånd ned i hans lomme og fletter mine fingre ind i hans. Langsomt går vi stille videre i gaderne mig og hans brune øjne, pjuskede hår og ubestemmelige smil.

Drømmescenariet er at købe en spegepølse i Aldi, måske sådan én af de der røde nogle. Hvad er det de hedder? Salami’er? Ja det tror jeg! Nå, og efter at have kigget på udløbsdato, fundet ud af hvem bestyreren i Aldi er, på pågældende dag, hvem servicemedarbejderen på det givne tidspunkt er, samt producenten, så udvikler man en bakterie i maven.

Husk for satan at skrive det ned!

Det er selvfølgelig ikke sikkert at man udvikler den sådan bare lige – knips, – men nu snakker vi også et drømmescenarie ikke? Du ved, hvor tankerne ligesom bare flyder lidt ud og fylder på med de bedst klingende ideer, ikke de mest realistisk. For pokker, hvis det var realisme jeg ville have, så sad jeg sku ikke her ved siden af dig og fabulerede om spegepølse og millionideer kl. 13.43 på en bænk ved stationen vel? Tænk dig om!

Altså man kunne selvfølgelig godt være på den sikre side og have nogle petriskåle med den klassiske agar-gel i. Du ved, tage en podning af spegepølsen, smække det i en inkubator ved én 37 grader i et par dage og så ellers bare tage sig sådan en 10 – 12 bakterieshots når bakteriekulturene var modne. Sådan hvide, grønne og brune og med hår, og de der små svampetentakel-ting man tegnede i biologitimerne. Kan du huske det?

Måske man inden lige skal sikre sig at man ikke har udviklet en eller anden supervirus, ved et uheld, så man igangsætter den næste pandemi, der udrydder hele menneskeheden. Det ville være rimelig meget nedtur, og så virker den sidste del af planen heller ikke vel? Det er ikke nemt at hyre en advokat, hvis hele europa står i flammer. Det er sku nok ret vigtigt jeg lige laver den prøve inden, ja.

Jeg tænker ikke på at udvikle sådan en ebola ting, men mere en mavekatar eller mavesår, sådan en sygdom der har en udløbsperiode på maks en 10 år. Du ved, man kunne se det som et slags arbejde, hvor man bare tænker på at blive rask.

Så så man lige sig selv foran fjerneren med et tæppe over sig, en god bid mad, en kop kaff’ og så måske en spand ved siden af, så man ikke hele tiden skulle løbe på lokum. Sådan rigtig lunt og belejligt, ikke? Det ku’ man sku godt få sådan en 10 år til at gå med tænker jeg.

Når det hele sådan har taget godt fat i én og der ikke er tvivl om spegepølsesygdommen, så sagsøger man så Aldi og producenten og afslutter sagsforløbet med en erstatning på nogle millioner.

Katjing!

Det er drømmescenariet.

Lettjente penge og et mildt sygdomsforløb.

Det føles nu egentligt dejligt endeligt at have plads til en ordentlig fest i sit eget hjem. Det er ikke fordi det er så dyrt at leje et forsamlingshus, men at kunne holde det i sit eget hjem gør det bare dét mere personligt at have folk forbi og lidt nemmere at afvikle, sådan en sammenkomst.

Invitationen foregik ret formelt, med fint brevpapir. Selv konvolutterne var af relativ høj kvalitet.

Jeg havde, når der ikke var så meget at lave på jobbet, designet det meste af det selv i et ret fint designprogram, jeg fik anbefalet af min kusine. I det hele taget har processen op til festen været super hyggelig og afslappende.

På dagen fik jeg også vasket det stel Andreas og jeg har indsamlet igennem de sidste par år og som i lang tid nu har samlet støv i nogle nedpakkede flyttekasser fra Silvan. Måske ligger jeg ekstra meget i den her fest, netop fordi at der, her 4 år efter bruddet med Andreas, endelig er blevet sat et punktum inde i mig. Jeg har ikke længere de stor maratontudeture, hvor jeg næsten selvskadende kører weekend efter weekend i sænk med romantiske tåreperserfilm, vamsede sweatere og plaskvåde kinder. Minderne om vores mange år sammen kigger kun frem en gang imellem, når jeg får taget mig sammen til at åbne en gammel flyttekasse eller bliver grebet af en artikel, som han med garanti ville have gennemtrævlet overfor mig, alt imens jeg, så godt jeg kunne, prøvede at give udtryk for at jeg lyttede interesseret efter.

Det var en fantastisk tid og det har i lang tid  været svært at acceptere at den ikke længere ville kunne gentage sig og at jeg aldrig mere ville se Andreas igen.

Dørklokken går amok og før den stilner af, trykkes håndtaget ned i samme bevægelse som døren presses op – det kan kun være mine forældre.

– “Ej, hvor er det dejligt at se dig, igen og hvor er her pyntet pænt op” griner mor imens hun nærmest taber alt sit overtøj af sig, kufferter og bæreposer, i sin hektiske tusindeskridts gang, der giver én en illusion om, at hendes ben lige så godt kunne have været vingerne på en kolibri.

“Det er også godt at se jer, i kan stille tingene inde i gæsteværelset” siger jeg overbærende, mest henvendt til min far, der med sin mere sparsomme, overvejede gang ikke sige noget. Han kigger istedet på mig og gør, som kun han kan. Han lyser hele sit ansigt op med et lille smil, og farver hele rummet i muntre og lysere farver. Ingen som han kan med så lille en handling, gøre så stor en forskel.

Jeg smutter ud i køkkenet og lader langsomt huset fyldes op af alle mine gæster imens jeg får styr på aftenens forskellige menuer.

Smagen er vigtig – ingen tvivl om det, men jeg bruger flere timer på at anrette salaten efter den rigtige farvesammensætninger, placere kødet mest appetitligt og få østers banquetten til ikke at se alt for prætentiøs ud, eller for skødesløs.

Den sidste gæster bliver lukket ind og mine forældre hjælper til, med at få folk placeret på deres pladser og båret maden ind. Alt er gået fuldstændigt upåklageligt, selv overgangen fra at stå i køkkenet, til at få smøget mig ned i en kjole og få lagt en naturlig og diskret makeup. Jeg nåede ikke at få mig et bad, men det var begrænset hvor svedende jeg nåede at blive under de sidste forberedelser. Jeg havde netop planlagt tingene sådan at jeg ville kunne undvære det sidste oppiftende bad.

Da jeg gør min entre sidder folk allerede og hælder vin og mad op på deres tallerkner, som jeg havde bedt min mor om at sat igang, da jeg hverken ville føle mig stresset over at folk skulle vente på mig samt at jeg stille og roligt kunne indtage min plads uden at onkel Brian ville lave en af sine pinlige stående applause seancer, der altid efterlod selvskabet forvirret og splittet mellem den afmålt borgerlige stemning og den total prollede bodega stil han selv kommer fra.

Jeg sætter mig ned og lader blikket inspicere de fremmødte og ser en tom plads ved netop min onkel Brian. Jeg rejser mig op og går ud i køkkenet.

Gulvet er sort og sodet, stolene er brækket i stykker. Der stinker af brændt hår og gulvet er plettet med blod.

Skuffen med mine OBH knive er rykket ud af skabet og vendt på hovedet oveni tre tømte petroleums flasker fra, hvad jeg tror er super brugsen. Helt ovre ved døren til viktualierummet er stolenes sørgelige rester blevet smidt i en bunke og blevet antændt i næsten halvanden meter høje rasende flammer og midt inde i fortærende flammer ligger Preben og Toves Golden Retriver Bobby sort og afkullet.

Den sammenkrøllede skikkelser bagved, det der er tilbage af Bobby, og bagved flammehavet skuler til mig med mistroiske øjne.

– “Gertrud for helved, du kan sku ikke brænde Bobby midt i maden, ved du ikke at der er øster for helved.”

Liggende på knæ og ansigtet helt tæt på, ser den mørke asfalt ud til at kunne strække sig ud i det uendelige. Men drejes ansigtet en anelse til siden, så knækkes den over af termoplast trukket og strukket til en linje, en hvid linje, der med sin partner på min anden side, danner en bås.

Når jeg ligger mig fladt på maven og med håndfladen pegende ned mod den mørke asfalt i min åbne bås, så kan jeg mærke varmen strømme pulserende igennem min mørkeblå t-shirt og mine orange polyestershorts.

Det er ikke den normale varme, der ville bølge mod mig fra en landevej, der smyger sig om raspmarkerne i april eller maj måned. Det er en anden type varme, lidt den samme varme man møder, når en fremmed hund ikke har besluttet om den kan lide dig eller ej. Varmen fra det åbne gab, en våd, stødvis varme, en truende påmindelse om en generel usikkerhed og en gnist der anslås i din reptilhjerne. En gnist der belønner dig med et lille skud adrenalin.

Den varme mærker jeg, selv da jeg rejser mig op igen, med asfaltkorn trykket mod min kind. Statistiske grafer vælter ind i mit hovede, skrækkelige billeder af løsslupne barnevogne, småbørn med fodbolde og telefonfokuserede ungmøer bestøver min sorten muld af en hjernekasse.
Rædslen har banket på døren og venter nu i opgangen, han har set mig inspicere parkeringspladsen og vil lige svinge forbi og høre hvordan det går.

Overhovedet ikke akrobatisk og sletter ikke nonchalant bevæger jeg mig i et skrækslagent ryk ind på det nærmeste græsareal, hvor jeg, efter utallige gisp, kan genvinde fatningen. Her skuer jeg i et øjeblik udover det, der er blevet min “Elefantkirkegård”, der tålmodigt venter på næste gang at jeg bevæger mig ud på dens område, så den kan slippe de automatiserede benzindrevne hyæner løs.
Det er den tålmodig rædsel i parkeringspladsen og den ejer mig.