Tag: Rap

Halløj hvor det knirker fra min suttesko
Det smerter når jeg snubler i min klovne hov
Og det er hårdt for heltemateriale som ma’
Men jeg må rejse mig fra tøflen jeg er faldet fra

For det er hårdt – gud hvor er det trist
Når jeg spadserer i sandaler og har lyst til pisk
Når jeg går i gummirøjser og har brug for et lag tæsk
Men jeg kan højst få ligeværdig anerkendende respekt

Min papa sagde altid: ”man må gøre hvad man ka,
Og man må vær’ den bedste version af sig selv hver eneste dag”
Men det ka’ papa sku da sagtens sige
Han lever ik’ med lysten om at få tæv af en pig’

Lige siden jeg ku gå har jeg ledt efter nogen
Der ikke ser sig for god til at gi mig foden
I røven når hun mener jeg fortjener det
Og jeg forventer det om jeg så skal kæmp for det

Hun Klistrer og klæber som dryppet af læber
Dråber der håber at havet af tabere
ikke kommer for godt i gang
For når kuldet af ulve hyler deres sange
Så er sangene kommet – sangene vil blive
En tsunami der har fået sat ekstensions i
Og som en leg er både kjole og negle
Begravet i dig som i bolledej.
Orions bælte sidder i halsen
Tabervalsen er færdig danset
Og ingen har været hverken nederen eller needy
Kosmos var nok blot et fuck up.
Umenneskelig fejt sensuelt forkert
Taberne kommer nu er de her.

Skinnende sjæle i lukkede hænder
Dørtrinnet videre gør at vi kender

Os selv fra hinanden og hinanden fra os selv
Med sparegrisens skår og en smule held

Vi tror på store sedler og vi tror på store hatte
Vi tror på store løgne når vi hænger med katte

Der har spildt på sig selv en gang for mange
Og det er et tegn, nu hvor klokken er klam

For eskapister som os, er i nat
Overlevelse, overvældende plat

For vi har drukket os til poesi gennem sugerør
På en bar i en by der har glemt hvem vi er

I mellem huse ligger rusen let forpustet, som en lus
Mellem tænderne, Mellem læberne,
Hvor selv vandrør har opgivet at lytte til dig,
Når du vakler mellem mørke skærme under stjerne nætter,
Hva’ der me’ dig? Hva’ der me’ os’? hva’ der los? Et Ocean af glemte lagner gør vi
Taber, hvad vi aner, når vi halser efter skygger
Og er der andet at forstå, når ingen lytter
Åh åh åh Tiden gik i stå
Åh åh åh
Åh åh åh tiden gik i stå

Mosemand som født i en spand med lidt lyng på

Der hvor jeg kommer fra, lægger vi Sudoko

Og vi lægger det hårdt, nådesløst – og med kuglepen

Der hvor jeg kommer fra fortryder vi intet – tit

Vi tager skridt ud i natten kun med pandelampe

På-plads-holdt af den dybeste panderynken

Synk den! – vi bære nag, som alle andre bærer

Fordomme hen til udkanten

Og på vor plejehjem serveres det til kage

”Livet starter hårdt og det slutter svagt”

Mens Dagplejemødrene de uddeler kort

”Når livet starter svagt og det slutter hårdt”

Væk fra det mest – tabt i provinsen

Her hvor substansen er hele eksistensen

Her i Jylland har vi lidt mere dybde end dem der råber hver weekend:

Tomlen i vejret peger op og ned for hele mit liv

Fra sprutstank, stangstiv til bovlam på gangstativ

Utrættelige skridt mod et alderdomshjem

Kort proces for et langt glemt liv

Fra alt at gøre til intet at lave

Fra lavt hængende frugter til kvalmen i maven

Det er som bølgegang i en brækspand

Og bølgerne går højt i det grønne vand

Det har skvulpet over og oversvømmet gulv

Sivet og sovet gemme sokker’n gennemhullet

Det har sat sig i håret og dybt i mit sind

Provins proletar med et hjerte af sten

Og det er for sent for de fleste især for mig

Kragerne har vendt sig på vrangen for dig

Her i Jylland er der lidt flere typer end dem der råber op hver weekend:

Du får nu aktieindsigt i den prekære sag

At jeg er sengerejsende mod endnu en dag

Hvor man gør hvad man ka’ og man ska’ hvad man ska’

For at få ender til at mødes i en endeløs sag

Jeg køber mig rig i det perfekt liv

Det perfekte job, den perfekte løgn

Og det perfekte tøj-stativ – hiv og jeg får træk

I nakken af den skæbne som der lurer i natten 

– For jeg er aben – Der lidt latterligt

Står i gnaverlort til anklerne i mit stenskubberi

10 tusind gange er det blevet sagt før

Hvad skal jeg stille op med lortet når jeg dør?

Når jeg tænker mit, er jeg så min egen?

Hvor starter mareridtet, hvor slutter legen?

Køb det på udsalg, køb det med kort

Essensen af endnu et system der rimer på lort

Som en konjunktur, går mit humør

op og ned når det influeres

af markedets kræfter – og aktiesafter

Det er udenfor urimelighedens grænser

Som en trance jeg er ved at vågne op fra

Det er svært at finde balancen når

Aktiver, passiver trækker en kniv og

Stikker mig så dybt i maven at der dannes en klump

af is, hvor en sump springer frem. Sig mig hvordan

Fisker man det skidt op, der synker til bunds

Sådan går det med alting – alle mine penge

Jeg kan bruge dem fornuftigt, bruge dem på skidt

Konsekvent er de dog – væk og så

Må man tjene igen, kæmpe igen, hive dem hjem

For at lade lortet gå til bunds igen.

Når jeg tænker mit, er jeg så min egen?

Hvor starter mareridtet, hvor slutter legen?

Køb det på udsalg køb, køb det med kort

Essensen er endnu et system der rimer på lort

Som en konjunktur, går mit humør

op og ned når det influeres

af markedets kræfter – og aktiesafter

Vi har bladret gennem hud for at finde begyndelsen
På flasker fyldt af støv og tårer vi har øslet
med tøsne – og vi har tampet ihjel
For husråd og mundhæld siger vi ikke retter os selv
Og vi har set på hinanden i snart tusinde år
Du sad her i morges og jeg gik igår
Nu du har munden fuld af søm
Føles alting lidt som en drøm
Rustne episoder, spidse øjeblikke og
Alle de gange vi har krydset klinger
En sidste gang vores velkendte skrig
Lar vi det ebbe ud, vi broderer det i
En afkrog af hjertet der alligevel går til
Husker på at glemme for at skåne os selv
Og jeg har strukket min pande ud i timevis
Så jeg upåvirket smiler når vi igen går i krig

Jeg har hørt hende sige
Der findes fugle med kun en vinge
Og de har glemt deres sange
Men så længe de har fjer, kan de synge

Fugl hvis du har fjer
Fugl hvis du har fjer
Glemt dine sange
De råber på mer’ at du er

Ordene er faldet og de faldt fra mit blik
De er væltet på tallerkener og i bestik
Og som en flok kindheste sadler de op
Gengir hvad øjne sa’ da hjerter gav op
Og du taler store ord og du gør det sort på hvidt
Men når du spærrer munden op går din hjerne på line, lidt
For tit går det ikk’ som du håbede på men
Det kræver også sit at balancere en tunge
Jeg har kendt den lugt fra dit brændte tøj
Der har emmet fra din krop i millioner af døgn
Det minder mig om ulve, børn og støj
Fløj gennem bålet og hovedløs røg
Sæsoner går over dine fingre
Og farver changerer dine hænder
Men snavset under dine negle
Er der om vi holder hånd eller ej