Dette er en historie om duoen Yellow Spoon. Anmeldelsen kommer i kølvandet på deres dobbelt single udgivelse af Bonzai Phunk og Phat Phun, der kan høres på musiktjenesten Spotify.

En blandt mange begyndelser

For mange år siden mødte jeg en knejt. Jeg så ham første gang, stående på en scene. Det var en koncert efter en jamsession. En hel weekend brugt i musikkens tegn. Ikke megen søvn. Virkelig meget musik. Egne kompositioner og covers lært og udviklet i den foregående weekend. Fremført for hvem end man kunne overtale til at spenderer nogle timer på, hvad vi syntes var en udmærket brug af tid.

Knejten var prydet med nær-skulderlangt blondt hår, spinkel af bygning og besad en god Cobain-skriger i hans version af ”Whole Lotta Love”, et Led Zeppelin cover. Det var første gang jeg stødte på Rasmus Sitarz, men ikke sidste. Venskabet startede ikke der, men opstod kort derefter. Guitarist, pianist, trommeslager, sanger og sikkert også theraminister, hvis man gav ham en time med den. Han ville med andre ord kunne multikunstnere sig til de fleste instrumenter og endda på et yderst professionelt niveau.

En anden fyr, Christoffer Holm Clausen og jeg udviklede et drypvist bekendtskab. ”Venners venner bliver venner” processen. Et vink i et lydstudie, en kort udveksling af ord i en gruppe til en længere samtale om dit og dat. De små landvindingers venskab. Hvornår i den proces jeg blev bekendt med hans musikalitet ved jeg ikke. Måske det var en indsigt, der kom i småbidder? Trofast bas, legende pianist. Sikkerhed i det eksperimenterende, sådan fremfører han sig altid i de konstellationer jeg har hørt og set ham i.

Så, det er de to gutter for mig. De to gutter der indgår i Yellow Spoon. Og hvad så? Jo, det sjove er at lige som det er med mange venskaber, der opstår hvor i en aktivitet indgår, ja, så sker der et eller andet. En af de ting, der lader til at være sket i deres venskab er Yellow Spoon.

Det her var starten, det var en slags begyndelse. De to Gule skeer er gennemgående gode mennesker og, heldigvis gode musikere. Må jeg ikke fortælle dig om deres band? Jo? Godt, lad mig starte det forkerte sted:

Yellow Spoon opererer i et abstrakt sprog

Et stor fejl man kan begå, sådan en rigtig konfirmations-tale-start, det er enten at starte med et lille digt eller at starte med en lille definition. Så lad os endelig følge traditionen. Fra Merriam-Websters ordbog, kan vi få følgende definition af musik:

“Science and art of ordering tones or sounds in succession, in combination, and in temporal relationships to produce a composition having unity and continuity. “

Musik kan med denne definition sagtens være et sprog. Når vi taler, er det en strukturering af lyde i en sammenhæng og i tid, men modsat andre sprog, så er det, som Claude Lévi-Strauss her præsentere, alligevel ikke rigtigt et sprog:

” Music is the only language with the contradictory attributes of being at once intelligible and untranslatable.”

Forståeligt og ikke-oversætteligt? Det er super ubelejligt, men også sandt. For når jeg sidder her og skriver min historie om Yellow Spoon, så kan jeg ikke skrive om min oplevelse af det. Jeg kan skrive, hvad de er inspirerede af. Jeg kan skrive at de har fødderne i funk, jazz, blues, R&B og så videre. Jeg kan skrive at de improviserer, at alt deres musik opstår i nuet, at det er en paradoksal oplevelse at lytte til deres to nye singler ”Bonzai Phunk” og ”Phat Phun”, når det er optaget fordi man ved, hvad der kan ske til en koncert. At man kan blive løftet ud af sine forventninger og ind i et nyt univers. Jeg kan også skrive, at jeg har kunnet mærke dem interagerer – som snakkede de med og gennem deres musik – med hinanden på scenen. Jeg kan skrive så meget, men jeg kan ikke viderebringe min oplevelse med retfærdighed til dig.

Deres musik er essensen at forklare farven rød til en blind, prædike den fantastiske diversitet, som regnbuen besidder til en beige-fanatiker og at forudse funky sorte svaner. Yellow Spoon er musik, der er forståeligt og ikke-oversætteligt. Yellow Spoon er et abstrakt sprog, der kan kommunikere følelser og oplevelser, som ikke er muligt at videregive.

Men gør det sig ikke gældende for det meste musik? Er det ikke sådan at alt musik gør dette? Jo. Jo, det meste musik er abstrakt, men for mig personligt sker der noget, når jeg lytter til lige netop Yellow Spoon. Eksempelvis gør det, at deres musik er instrumental noget. Musikken bliver et mysterium, man går på opdagelse i. Der er ikke en vokal, der fortæller dig, hvad du skal opleve, du må selv tolke dig frem til det uden megen støtte at hente.

Det er det der ligger i at betegne dem som et abstrakt sprog. De kan ikke formidles. Hverken det der konkret sker når musikken afspilles, eller den oplevelse du fortolker dig frem til. Den helt personlige oplevelse. Oplevelsen når Yellow Spoon fremfører musikken live. Når improvisationen tager over og tvinger dig til at lytte efter. Når du ikke kan forlade dig på de melodier, du har hørt på pladen, som du og vennerne lyttede igennem, mens i drak jer en lille skid på inden koncerten. Musikken i sig selv, er et digt. Der er kendte strukturer, der er en systematik, som læner sig op ad deres mange års erfaring med improvisationsmusik, men de sprænger rammerne ind i mellem og tager dig steder han, hvor du aldrig har været før.

Få steder i dag oplever man at blive udsat – i længere tid ad gangen – for ting man ikke kan lide eller kun er middelmådigt glad for. Med improvisationsmusik af denne kaliber som Yellow Spoon leverer, så sker det heller ikke tit, men essensen af det improviserede udfordrer vores smag og vores forventninger. Og derfor, som det sidste for denne korte beskrivelse, vil jeg nævne for dig som læser, hvis du kan lide ”Bonzai Phunk” eller ”Phat Phun” så bliver du NØDT til at købe billet, når Yellow Spoon igen tager ud og spiller live igen. Det er en uvurderlig oplevelse, som du absolut ikke må gå glip af.