Uge 52

Januar

Hører i Klokkens Klang?

Det var en Dødesang –

Aaret det game bortiler;

Se alt i Hallen staar,

Nyfødt det unge Aar –

Fingren paa Munden – og smiler.

Kom da, Du unge Mand,

Svæv over By og Land,

Hør paa vor Jubel og Gammen

Vandringens Fakkel tændt.

Vel begynd, halv fuldendt!

Kom lad os vandre tilsammen.

  • Christian Winther.

Uge 51

paa virkelighedens dørterskel

jeg var kongen –

naar jeg smilede,

sad alt i min ring,

som jeg kunde tage af –

naar jeg sov,

døde min elskede,

og mine fjender vovede

knap at hviske –

nu er jeg en smal stjerne,

som har efterladt sine

klæder paa stranden –

med lukkede øjne

og aabne ører

svømmer jeg roligt

paa frihedens havpupil –

med mine lange

sparede ben mærker

jeg hver fold i

havets sitrende ledende

modersøvn med

titusenaarsrigeti mavens

helgenskrin –

ved den letteste strømning

synker jeg som trællegnisten,

der tænder havet

og smælter laasen –

den mindste skælven,

og intet har været forgæves –

  • Gustaf Munch-Petersen

Uge 50

Kærligheden ligner øer

Kærligheden ligner øer:

Den bliver først helt sig selv

i det samme morgengry som de

og forstår først sin placering

på lyden af havet

mod de kyster, den altid rejser fra

  • Henrik Nordbrandt

Uge 49

Rune

Min sjæl skal ikke længer skrige

mit Hjerte ikke længer knuges

som af Jættehænder,

og ikke længer skal jeg

krybe langs Stierne

med smerteaaben mund.

Udad, udad skal Kraften gaa,

der nu næsten sprænger mig –

rank og oprejst

sender jeg den vældigt

over vidaabent Hav,

rammer Øen, dèr i Havet,

hvor du vandrer hvidklædt

mellem Klokkeblomster.

Ulm, elektriskblaa er Kraften,

naar dig nu i Natten –

Aandeløs og famlende

med disse elskte Hænder

skal du gaa mod Midnatssolen,

sætte sejl i Baaden,

sætte Fart mod mig.

  • Bodil Bech

Uge 48

December

Jeg, raabte Vinteren, klæder Jorden af

Og frem den nøgne Sandhed viser.

Men mildt til Gensvar Vaaren gav:

Jeg dækker kærligt Jordens Grav,

Og derfor Skabningen mig priser.

– H.V. Kaalund.

Uge 47

Skjaldens sange – Prinsesse Tove

Min pige er så lys som rav

og Danmarks gyldne hvede,

og blikket er så blåt som hav,

når himmel er dernede.

Prinsesse Tove af Danmark!

Min piges smil er sol i maj

og sang fra lærkestruber,

og smilehullet viser vej

til sindets gyldne gruber –

Prinsesse Tove af Danmark!

Min pige kan vel være hård

mod dem, hun ilde lider,

da har hun ord, som hidsigt slår

og lidt for hidsigt bider.

Prinsesse Tove af Danmark!

Det smilehul går bag en sky,

og farligt øjet gråner;

men smilet bryder frem på ny,

og blikkets bølger blåner.

Prinsesse Tove af Danmark!

Thi ser jeg i de øjne ind,

de bliver vege, varme.

Da hviler jeg i hendes sind

som i to bløde arme.

Prinsesse Tove af Danmark!

  • Helge Rode

Uge 46

Kærlighed

Kysser en blomst mellem hav og himmel

usynlighedens hjerte banker

Det fjerne er nær

det fjerne er

Der findes ingen længsel

luft og himmel

hav og jord

Et altomflammende hjerte

en prik i rotation

To er en

en er alt

  • Harald Landt Momberg

Uge 45

De evige tre

Der er to mænd i verden

der bestandig krydser min vej.

Den ene er ham, jeg elsker,

den anden elsker mig.

Den ene er i en natlig drøm

der bor i mit mørke sind.

Den anden står ved mit hjertes dør,

jeg lukker ham aldrig ind.

Den ene gav mig vårligt pust

af lykke, der snart fór hen.

Den anden gav mig sit hele liv,

fik aldrig en time igen.

Den ene bruser i blodet sang

hvor elskov er ren og fri.

Den anden er ét med den triste dag.

som drømmene drukner i.

Hver en kvinde står mellem disse to

forelsket, elsket og ren.

En gang hvert hundred år kan det ske

de smelter sammen til en.

-Tove Ditlevsen

Uge 44

November

Novemberaften bruser mørk

Henover Skove og Byer.

Der oppe i Himmelens vilde Ørk,

Der jage de tunge Skyer.

For Elementernes barske Strid

Sig skjule Fuglene bange.

Mens Bladene hvirvles hid og did

i Lundens fugtige Gange.

Jeg sidder bag Ruden og ser derpaa,

I Læ for de kolde Vinde –

O, kunde en Plet af Himmelens Blaa,

En eneste Plet jeg finde.

– H. V. Kaalund

Uge 43

Paa Café

En god Sang,

et lille skørt Mirakel,

udgaar af Grammofonen,

mens jeg tier.

Og til alles Forbavselse

rykker jeg til Stolen bort under mig,

og bliver siddende i luften.

Foran mig sidder en lille Pige

med grimme Tænder

og flygtige Øjne.

Hun tier.

– Vi to véd,

hvad der foregaar indeni hinanden,

og stærke som Løver kysses vores Sjæle.

Hun stiger op i Luften,

og jeg med,

vi finder hinanden

dér over Bordene.

Og til Drøn og Klapsalver

over Sangens Mirakel

vikler vi os om hinanden

og karrussellerer ud af Caféen.

  • Jens August Schade