Jeg Er For Lækker T’ D’ Der

Selv i regnvejr og slud skal mit korpus ud,

Luftes lidt og stilles op til skud

For andres kommentar og ja jeg ved at ja’

En lækker lille sag i regnsæt, snotnæs, gummisko

Men du – lækkerhed gir ik’ ret t’ a’ glo

Råve ukvemsord op og ned af gade’r

Om ting du ku få mig til at føle, hvis jeg gad så’rn

At føle som dig, hvaaaad…

Havde du tænkt dig at der skulle ske?

Sku jeg smide mig på knæ og gi’ dig lov til de’

Du ku tænk dig! Gi dig lov til din vilde fantasi

Min person ku forsvind så dit objek’ ku’ bli’

Til en realitet! og Tju hej for det

Og står jeg seriøst helt alene med det?

En majoritet – minoritets situation?

Vi er skabt af det samme, ikke skabt for nogen


Dit kønsorgan bliver et Pun

Når du lufter det som en gun

Og din fornemmelse for blå – og lyserød er de to

Eneste farver der kan du’ – Er fåkd


Kellogs cornflakes var i fortiden et remedie

Der gjorde teenagelivet til en ren tragedie

Husk hænderne ligger ov’n på dynen

Ellers står menu’n – på Guddommelige lyn

For kønslig omgang er lidt noget fy fy

Er du religiøs eller generelt dement

Er talen ikke ny-ny og du er da helt syg-syg

Hvis du har en anderledes-seksuel tendens

For mennesker er ik’ interessant – /Du foretrækker

funktionel-seksuel replikant

Eller en elefant midt rummet der råber op

Helligeånder der mener du fåker op

Sæt de tosser i bur, lad dine hænder tag på tur

Til de tropiske enge og erotisk kultur

Og hvis du inviterer en med dig derned

Så lad typen vide at man er 2 om at ride

Så Meget Mand

Jeg er så meget mand at jeg står op og lorter

Så meget mand at jeg løber mens jeg sover

Og mine brysthår har en måtte af pels at prale med

Og de holder i hånd når de går i march og geled

For jeg er snydt ud af næsen og skudt ned i et par sko

Og klar og parat til at få guldet til at gro

Kimen den er fedtet ind i spidsen af min kno

Så grib fat om den svaber, knokelfablen tro

For en mand er først en mand hvis han kan skovle de gryn

Han er intet af værdi, foruden svedige bryn

Og han kan ikke drømme sødt om lyserøde bløde værdier

Kun murbrokker og rødglødende vigtige papirer

En mand er en mand er en mand er en hund

Og en mand der afviger kan lige så godt synke til bunds

Så gå amok i kreatin, løft ligegyldige ting

Lad formålsløse kasseapparater skrige *ding*, *ding*, *ding*


En vattet fyr; en der snakker med de mindste bogstaver

Det er ikke til at høre og de færreste de fatter

Han holder på sin mening, diplomatiske facader.

Han gør ja’er og nej’er til uforståelige måske’er, det er

Ubegribeligt så lidt han kan bær’

Både i ansvar og usikkerhed om hvem han vil vær’

For ham er sex; de fysiske forhandlingers gebet

Et kram for et kys og et stød for et støn, shit!

En rigtigt mand ved at sex mest ligner Capoeria

En kamp hvor begge kroppe vrider sig og spjætter

Én krop der vinder og Èn der gir’ efter

Én der får det de begge stræber (efter)

Og det er ikke bare sex det er en analogi

På det liv en rigtig mand han gebærder sig i

En vattet fyr klarer sig igennem livet kun med ord

Men alt handler om pik, penge og muskler der er store.

Fåkd I Huvet

Har jeg ret eller har jeg ret? Snup en mental cigaret.

Der er noget nyt, der er gået op for mig i nat

Grå skizofreni har mudret vores hjerner til

Brækket hjernebarken op i et sygdomsbefængt spil

Over og under huder kribler en forbandelse. 

En anelse om hvor forstand er gået fra hinanden.

Jeg ved: hvis du ikke gir dig i kast med noget så er det svært at blive skuffet.

Men at lade hele livet løbe ud i sandet  er tosset.

Så før våd og brun afmagts kappe klæder dig i inerti.

Og en liflig duft af skyld og skam kradser din pupil.

Så lad dine djævle danse med mine dæmoner til spillemandens melodi

Dine kvaler gør dig fri, hvis der er en sætning du kan sige

Ja, lad dine frontal pandelapper springe i stykkerne

Og nyn sammen med os, dine noget-nær lige så fåkd op søskende

Uhh uuh, det er alligevel snart slut så du.

Uhh uhh, hvorfor gøre noget ved det nu.


Skyld og skam, skam og skyld, hvad gir du mig?

Vigtige komponenter i mennesker sig jeg dig!

Man siger folk er bedst på bunden, hvor langt der nu er ned.

Jeg siger skyld og skam ligger selvsamme sted.

Ikk t’

Bevidsthed baby er det eneste jeg har

De mønter i min lomme og de sange som jeg ka’

De folk jeg har giv’t en bajer og alt jeg har tænkt

Bliver aldrig rigtig mit, det er ubestrideligt bestemt!

Bevidsthed og-så findes der ikke mere

Kvantificerbar og dog er je’ umulig at identificere

Når jeg kigger ind og gransker i mig selv

For jeg fornemmelsen af at jeg gransker selvet ihjel

For essensens af min hjerne er som navlepilleri

Og essensen af vores univers er ikke til at begribe

Mit perspektiv – er sværtet til – af det jeg tror jeg er

Sværtet til af alt hva jeg tror eksisterer

Sværtet til af det jeg tror er mit gebedt og

Sværtet til af alt hvad jeg tror at jeg har set

Udenfor mit fjæs kan der være hvad som helst

Men intet eksisterer foruden det, lader det til


Du er ikke hvad du gør – Du er ikke hvad du føler

Du er ikke hvad du hader – Eller hvad du elsker

Men hvad er vi så? Ku man spørge sig selv?

Knapt lidt navlefnuller af et univers, der hader sig selv.

Du er ganske enkelt helt som os andre

Fuldstændig éner, i blandt alle andre

enére. Universet er ikke universelt

Kontekstuelt konceptuelt fejlbarlig ikk?

Narcissist forgabt, tænkt om eksistens

Øknomisk fornuft fortabt som hedonisten

Men vent – de sidste linjer gir ingen mening

De er kvalt af sig selv lidt ligesom min pointe

Så fåk det – både de – små og store tanker

De ankre – der lammer dig – du mister det du fornam

Sammen med os andre – for – Nu’et er alt

Det er det eneste jeg håber du tog med fra denne rap

2-Do-Lister

Sofapude-betrækkets mærker er der stadig når jeg står

Vaklende ved spejlet hvor der lugter stærkt fra igår

Sikke en dag at sku slå øjn op

Til hylende skuffelser i bunden af min kaffekop

Der er fugt & mug i lister, tapet & karme

Radiator lover i sin skønsang at jeg nok skal klare det

Min to-do-list – 1000 punkter jeg burde nå

Går det som jeg forventer når jeg ikk nogen

Planter der fik enten for lidt eller for meget

Portrætter af ekskærester der lå for langt fremme

Borde & stole der troede på os & på hinanden

Et uforurettet kluddetæppe, hvor maskerne brød sammen

Alt for høje hylder er umulig at nå

Selvom der er skamler, stole jeg kan stå på

Jeg magter ikk at  mønstre det at tag mig sammen

Det er bedrøvende ærligt som ja & amen

Det kan gå op

Det kan gå ned

Men jeg når ikk’ så langt

Pastarester i mit skæg – jeg vender mig om

For solen den er skarp – skrap er lugten herind’

Spyttet det er stivnet fast på min ene kind

Skabagtig måske – skuffer smækker dog klart

Og vi prøver på at klinke skår, der åbner gamle ar

Kæmper med pensler, vi slås med lim

Bandagerne er flossede til frosne smil

Komfur er itu du siger fix det idag

Armaturet det skal pudses og hvor langt tid ka det tag?

Come-on kommoder, du formoder ikke ordner sig selv

Jeg ved jeg lovede det for en måned siden

Men stop!- for køkkenvasken den er fuld

Bestikket det er stablet op af gamle brugte skål’

Mikroovnekrateret venter på en rensning

Men det er umuligt, når jeg ikke kan hankes – op i

Jeg smider karklude i ringen – gnubber en tallerken

Øser æder op der forlængst er blevet slatten

Snupper en t-shirt, der er brugt og konstaterer

Hundegængerherskeren stadig reagerer

Gr8 2 h8

Det er hårdt arbejde – at være en nedtrykt fighter

I en solbeskinnet verden der ellers altid er alright’er

Men jeg kæmper det bedste jeg har lært

Og har paraply og cykelhjelm me’ hvorend jeg er.

Jeg har en lang liste me’ ting jeg skal husk’ a’ gør’

1. Fokuser på alt jeg ikke tør!

2. Stift gæld og 3. Bli’ fornærmet

4. Tilgiv så lidt som jeg ka’ slippe afsted me’

Jeg ku’ blive ve, for min liste er lang.

Men på min liste står at jeg skal begrænse mig selv, well

Man må være dedikeret når man hater på alt

Når en hater blir en slacker så er dagene talt.

En hater har kompetencen til at se det værste i hvad som helst

En kvinde er en tøjte og en hund er et bæst

Mine substantiver er negativer tegnet op med sårt

Og mit vokalbular har 50 nuancer af lård

Æggeblomme

Ligger fladt med fjæsets næse ned i gulvet

Bugter mig på bugen op og ud af hullet

Månen dingler, stjerneløst og naglet fast

På en himmel, der er for døsig til hastværkets last.

Stille går det for sig når mit maveskind det møver sig frem

Spændt – afslappet og spændt op igen.

Jeg hungrer – sulten sidder bagerst i mit svælg

Vi lægger os – begge i selen – og får det hele med

Mit kontrafej, i et fej, slikker gaden tom

Jeg spejler mig i blodet, som pøser fra min vom

Blodet husker min historie, hvisker om hvorfra jeg kom

Det siger: “Det tager mere end et døgn at brænde byen Rom”

Det er at række sin arm, der ud i utydelig nat

Det er en rasende usikkerhed der brænder så mat

Det er at gribe en chance, det er at knuse en skal

Det er at drikke den gyldne blomme, det ikk’ at gøre det halvt


1 valg, 30 milliarder muligheder

En stak af nåle,

Hvor alt og intet gælder

Alle verdens æg er blevet lagt i min sæk

Trivialiteten – ved det – gør det – ufedt.


Jeg bærer mine trængsler som jeg bærer hvad som helst

På spidsen af mine tunge, men på bagbunde’n hest

Jeg kommer ingen steder, når mine tænder er mine ben

Og ganske handlingslammet når jeg drukner i æg

Skal jeg spejle dem? Røre dem? Omelet-traktere dem?

Kniver det? Med at ægge dem? Til en smilende ven?

Æggeledere deler dem henover stok og sten, men

Jeg foretrækker nok a’ bakke ud af miser’n

Et vattet cumulus tæppe og tåge om kroge’ tæer.

En følelse af; det nytter næppe at råve noget mere.

En kummefryser hyler for den er proppet op me’ fugl

Pakket op a’ æggeblommer 20.000 kuld

Et æg er kimen til, hvad end jeg vil – det skal være

En musling, mandslaing eller en mær

Men 20.000 æg blir til 30 milliarder muligheder

Fuldstændig umuligt sondere imellem

1 valg, 30 milliarder muligheder

En stak af nåle,

Hvor alt og intet gælder

Alle verdens æg er blevet lagt i min sæk

Trivialiteten – ved det – gør det – ufedt.

Bræk, pis og lort

Det drypper fra min tisser for jeg inkontinens

Super upraktisk når jeg hiver den frem

Drypper et par pytter, duft af urin,

Der siver en sø sik’ et tisseeventyr piver en frø

Med hjertet i halsen ryger der fingre i kæften

For at få forløsning for samfundets messen

For det er svært at holde mundtøjet lukket i blæsten

Til alt det bræk og pis og lort der lyder i pressen

Og hvis både du og gæsten –  til festen – får noget ind’n for vesten – Ja så har pesten

Sat sig til rette, og nyder det show

Af retarderede børn, der skider sig – selv i hovedet

Og sikke et show og sikke det går

Og frisuren sidder sikkert bedre med lidt lort i håret

Og gid jeg ku la vær med at puste med mig op

Men pis og bræk bekæmpes bedst med brok og lårt


Herre crazy, herre nøjeren

Står herude med huden uden på trøjeren

Binder mit ansigt hård ind i vitawrap

Så jeg får noget smukt at runke til i nat


Não grita – siger jeg – med nervøs langemænd

Inden Elevatorvæsken kommer op igen.

For det spules ud af mig, som fra et højtryksrenseri

Bortset fra at disse pletter alti’ ve’ bli’

– Og fy for pokker, hvor har stinker så fælt!

Men det er ikke af gas og gul væsk’ vi kvæles ihjel

Det er alt det – lort vi – snakker om hinanden

Den måde vi sætter munden til spanden

Og lader langsomt læberne smøres ind i bæ

Til det siver ind i sjælen – hoved, skulder, tå og knæ

Og alt – hvad du tænker er brunt

Og alt – hvad du føler er gult

Og alt – hvad du siger det er hult

Og sætter sig igen, som en plet på en skjort

Som en belort’ omgang tømmermænd

Dårlig mad og dum snak vender tilbage igen.

Snegle og fjer

Jeg har snegle på hjernen og jeg har haft det i noget tid

Og har slimspor i nakken, de er nok selv kravlet ind

For min hjernebark er smurt i saft og sneglejuice

Det knaser bag mit øje, er det et dødsbo – sneglehus?

Yo jeg har tænkt på snegle, min knold er slimet ind i

Sort, Iberisk, Lund og Vinbjerg tankespind

Utællelige nætter har jeg drømt om disse væsner

Og jeg venter mens de væsker og fylder min hjernes æske.

Det er en klæg substans der flyder rundt i mine vener

Den klistrer og den klæber sig til mine indre vægge og der

hænger tynde tråde fra den grød der er mit blod

Indbygget selvhad i DNA’et, jeg er podet

Og substansen den har samlet sig ved mit kraveben

Metamorfisk er det gået fra et æg til en gren

til et dyr til et barn til en mand til en dæmon

Han var en simpel tanke og nu bor han i mit hovede.


En tro på det brister og på det bærer

Om jeg er væk, eller om jeg er her

En tror på at snegle og tulipaner

Begge er en del af den jeg er.


Jeg har stået foran spejlet, jeg har stået i flere timer

For jeg saver og jeg hamrer og jeg svejser og jeg limer

De her fjer til en tulipan som jeg har boret fast

Med en slagboremaskine lige ind i min hals

Jeg har ædt et kilo spagnum og jeg har drukket sukkervand

Forvirret mine naboer, med mine fødder i en spand

I min have hvor jeg stadig stirrer ind i solen

Og håber Ikaros han ikke falder alt for hurtigt, men

En bevinget tulipan vokser kun i sneglefart

Men når dens rodnet griber om mit stemmebånd, så er jeg klar

Til at lade blomstervinger styre mine ord

Hver og et, de blir verdens smukkeste perler på en snor

Bevingede tulipaner og snegledæmoner

Blomstrer i halse, skuldre og hoveder

Og tro mig – for når kronblads knoppen

Går på hæld, er jeg til tider lidt af en snegl for mig selv