For mig er Ungdomsskolen ikke så meget adressen Oslovej 2, hvor jeg i middagspausen altid købte en varm bolle og en figenstang.
Ungdomsskolen er heller ikke udelukkende musikundervisningen, der kunne stræke sig ud i det uendelige, når vi øvede fingre og halse til blods for at kunne møde vores høje forventninger til os selv og hinanden.
Og Ungdomsskolen er heller ikke den vedvarende plads inde i mig, der, som klicheen som oftest lyder, stadig er en stor del af mig.
Ungdomsskolen er alle de ting og lidt mere end det.
For mig personligt er det blevet en tanke, et princip og en idé om identitet.
En tanke om at der er og SKAL være plads til alle. Alle er lige meget værd – ikke i en socialistisk forstand – men menneskeligt potentiale.
Med nok hårdt arbejde, viljestyrke og støtte, kan alle nå ufattelige højder.
Et princip om samarbejde og selvstændighed, hvor vi kan stå på egne ben, selv efter skoledagene er overstået. Vi kan sætte alt i gang og nå i mål med det. Om det er koncerter, events, happenings eller hvad som helst.
Det er gnisten der driver værket og vi kan tænde gnisten sammen.
Og en idé om identitet, for vi vælger selv, hvem vi er.
Intet andet sted i min tilværelse, stødte jeg på følelsen af »at kunne tage kontrol over tilværelsen og én selv«, som jeg gjorde på Ungdomsskolen. Offerkortet bør ikke ligge øverst i forlommen, klar til at blive smidt ved første lejlighed.
Vi har faktisk muligheden for at tage magten over vores virkelighed og GØRE noget.
De enkelte ting, hver især: figenstænger og varme boller, ligeværd og potentiale samt kontrol og selvstændighed, er ikke enkelte ting, som jeg føler jeg har fået med mig fra Ungdomsskolen. Det er hele pakken, som jeg fik fra Oslovej 2.
