RotteLiv

Nethinder kramper, krymper vender sig om

Klap-torsker sig på mavsen, som en fisk i et glas rom

Surfer i en trend der går på at råbe skvat

Trække i en pels driver bizz på at være kat

 

For tiden sættes tænderne i røven af en rot’-hal

for de skotter sig & godter sig på nederste sal

Eller det i hvert fald det vi blir betalt

Af høje hatte herres boligkomplekse tal

 

 

Krummer rummer kernen af det store problem

En bid i en bolle triller til, blir et skred – i

Øko-nomi kom ski aldrig rigtig længere ned

En fed flab med en hagesmæk bliver ved

 

Med at rage til sig selv til hans vom eksploderer

& lige bag hans Monty lænestol står der flere

Af den samme type hat, af den samme type tøj

Lidt andet kød, men selvsamme løgn

Opstået af støv

Der  er  ingen  som  mig,  der  siger  den slags om  tennis.
Jovist  så  er  der  nok  computere, der ville kunne levere det samme og der vil du høre de samme gamle travere om “Skovsnegle taget i brug som statsvåben”.
Det er et  tåbeligt turn back for os som samfund.
Nok  er  nok  under  et  spøjst fængende  ja,  der  er  sågar  så pilfinger  som  tegneserien  “Ben  Bridwell  og  nedstyrtningsstedet”. 
Derfor vil jeg  gøre  alt  relevant  for hvem  jeg ansat ved.

Selv ved  Stephen’s Teaching Steuben.

Tøffel tæsk

Halløj hvor det knirker fra min suttesko
Det smerter når jeg snubler i min klovne hov
Og det er hårdt for heltemateriale som ma’
Men jeg må rejse mig fra tøflen jeg er faldet fra

For det er hårdt – gud hvor er det trist
Når jeg spadserer i sandaler og har lyst til pisk
Når jeg går i gummirøjser og har brug for et lag tæsk
Men jeg kan højst få ligeværdig anerkendende respekt

Min papa sagde altid: ”man må gøre hvad man ka,
Og man må vær’ den bedste version af sig selv hver eneste dag”
Men det ka’ papa sku da sagtens sige
Han lever ik’ med lysten om at få tæv af en pig’

Lige siden jeg ku har jeg ledt efter nogen
Der ikke ser sig for god til at gi mig foden
I røven når hun mener jeg fortjener det
Og jeg forventer det om jeg så skal kæmp for det

Sentimentets Axel

En introduktion er ingen sag
Jeg præsenterer med velbehag
Min egen legende

Med et par strømpesokker på
Klimatiseret med et hul
Perfekt til tåen

Han har fingre der ku gå
Til Rumba, Vals og Discos
Hvide tangenter

Jeg har gemt et lille smil
Og to lys til når vi ses
I mine minder

Og hans fod markerer A
Begge hænder følger med
Så til G#m – vender om
For A’et spiller ikk’ sig selv
Orglets Kadence
Hvisker sentimentets Axel
Der brummer melodier for sig selv

Tiden kan hurtigt gå i stå
Og vi venter vel alle på
Et eller andet

Men med kaffekoppen så
Er ventetiden ikke så hård
Ved hovedet

Jeg har et par plantepotter hvor
Et par gule roser står
Du har stjålet

Og jeg håber du forstår
Jeg er bange nu du går
Op til pause

For din fod markerede A
Begge hænder fulgte med
Så til G#m – vender om
For A’et spiller ikk’ sig selv
Orglets Kadence
Hvisker sentimentets Axel
Der brummer melodier for sig selv

Det hvilte i dit blik
At man med lidt go musik
Gjorde mennesker glade

Så Wincklers store hits
Vil blive spillet på repeat
Fra 7. himmelplade

Når jeg hør’ dit stjerneskud
Sætter du himmelskibet ud
I det høje

Og der står du sikkert klar
Som matros, hvis ikk’ du ta’r
En skraver i køjen

Et vers – Taberne kommer

Hun Klistrer og klæber som dryppet af læber
Dråber der håber at havet af tabere
ikke kommer for godt i gang
For når kuldet af ulve hyler deres sange
Så er sangene kommet – sangene vil blive
En tsunami der har fået sat ekstensions i
Og som en leg er både kjole og negle
Begravet i dig som i bolledej.
Orions bælte sidder i halsen
Tabervalsen er færdig danset
Og ingen har været hverken nederen eller needy
Kosmos var nok blot et fuck up.
Umenneskelig fejt sensuelt forkert
Taberne kommer nu er de her.

Et vers – Store sedler

Skinnende sjæle i lukkede hænder
Dørtrinnet videre gør at vi kender

Os selv fra hinanden og hinanden fra os selv
Med sparegrisens skår og en smule held

Vi tror på store sedler og vi tror på store hatte
Vi tror på store løgne når vi hænger med katte

Der har spildt på sig selv en gang for mange
Og det er et tegn, nu hvor klokken er klam

For eskapister som os, er i nat
Overlevelse, overvældende plat

For vi har drukket os til poesi gennem sugerør
På en bar i en by der har glemt hvem vi er

Et vers – Stavblender

I mellem huse ligger rusen let forpustet, som en lus
Mellem tænderne, Mellem læberne,
Hvor selv vandrør har opgivet at lytte til dig,
Når du vakler mellem mørke skærme under stjerne nætter,
Hva’ der me’ dig? Hva’ der me’ os’? hva’ der los? Et Ocean af glemte lagner gør vi
Taber, hvad vi aner, når vi halser efter skygger
Og er der andet at forstå, når ingen lytter
Åh åh åh Tiden gik i stå
Åh åh åh
Åh åh åh tiden gik i stå

Uge 52

Januar

Hører i Klokkens Klang?

Det var en Dødesang –

Aaret det game bortiler;

Se alt i Hallen staar,

Nyfødt det unge Aar –

Fingren paa Munden – og smiler.

Kom da, Du unge Mand,

Svæv over By og Land,

Hør paa vor Jubel og Gammen

Vandringens Fakkel tændt.

Vel begynd, halv fuldendt!

Kom lad os vandre tilsammen.

  • Christian Winther.

Uge 51

paa virkelighedens dørterskel

jeg var kongen –

naar jeg smilede,

sad alt i min ring,

som jeg kunde tage af –

naar jeg sov,

døde min elskede,

og mine fjender vovede

knap at hviske –

nu er jeg en smal stjerne,

som har efterladt sine

klæder paa stranden –

med lukkede øjne

og aabne ører

svømmer jeg roligt

paa frihedens havpupil –

med mine lange

sparede ben mærker

jeg hver fold i

havets sitrende ledende

modersøvn med

titusenaarsrigeti mavens

helgenskrin –

ved den letteste strømning

synker jeg som trællegnisten,

der tænder havet

og smælter laasen –

den mindste skælven,

og intet har været forgæves –

  • Gustaf Munch-Petersen