Debat indlægget findes også på Nordjyske.

Jeg skriver til dig, ja, dig! Hvilket er første gang jeg nogensinde rækker ud til en af mine lokalpolitikere, da jeg synes der i Socialdemokratiet i øjeblikket bliver ført en meget u-Socialdemokratisk politik.
Jeg tror ikke det er interessant at jeg trækker linjerne op for den udvikling der på nationalt plan lader til at være foregået, hvor Socialdemokratiet langsomt har overtaget Dansk Folkepartis hårde tone i udlændingedebatten. Ligeledes, tror jeg heller ikke det er så interessant, i denne sammenhæng, at skitsere, hvorledes der er opstået en mentalitet værende ”loven før mennesket”, når børn sendes ud af landet uden deres forældre samt i den nuværende Syriensituation, at regeringen vil sende flygtninge tilbage til krigsramte områder.

Jeg skriver til dig for er at prøve at praktisere det, der nok kan betegnes som lokalpolitisk engagement. Det jeg har skrevet om i ovenstående afsnit håber jeg også nager dig en smule. For mig personligt er det en udvikling, der gør mig trist, det gør mig sørgmodig og får min mave til at knude sig sammen når jeg tænker på, hvad den førnævnte politik ender ud med at betyder for reelle medmennesker i en presset situation.

Jeg er ikke typen der ser nogen fornuftig i tilsvininger eller voldsomme følelsesdemonstrationer på de socialemedier. Jeg tror på samtale og dialog. I min politiske overbevisning og handling ligger jeg ofte længere ude på venstrefløjen end hvor du muligvis befinder dig, men i Danmark har vi altid stået sammen om de regeringer og de lokale borgmestre der vælges ind, om man er enig med dem eller ej. Derfor støtter jeg selvfølgelig også op om vores Socialdemokratiske borgmestere, såvel som alle de andre borgmestre, der vælges ind rundt om i landet.  Men jeg kommer til kort, som borger når sådan noget politik bliver smidt på bordet.

Der er stor forskel på, hvad der sker på Borgen og hvad der sker ude i byerne og i kommunerne. Jeg synes blot forskellen er ved at blive så stor – med beslutninger som disse – at det er svært at være i det mere. I Aalborg og resten af Nordjylland møder jeg mennesker, der nedbryder egne fordomme, der møder hinanden og der snakker sammen. Intet af dette ser jeg repræsenteret ved Socialdemokratiets repræsentanter på borgen med de nye udmeldinger om udsendelsen af flygtninge til Syrien. Rasmus Stoklund, Mattias Tesfaye og sågar Mette Frederiksen har alle lagt en meget – efter min mening – umenneskelig dagsorden i en allerede hektisk og kaotisk tid, hvor grundlaget under vores alles fødder konstant ruskes.

Jeg ved ikke hvad jeg søger ved at skrive til dig og på denne måde. Jeg ved bare at jeg ikke kan støtte op om den her politik og jeg ved simpelthen ikke, hvordan den kan få lov til at blive ført ud i livet. Måske håber jeg heller ikke at du kan? Måske håber jeg at der findes folk i partiet, der sætter ”mennesket før loven”, der ikke virker til at spinne helt ud af kontrol og som stadig lytter til hjertet. Ja, så sukkersødt kan det muligvis lyde.

Så med den demokratiske dialog i hånden har jeg skrevet det her brev til dig. Måske med håbet om, at du vil skubbe for en bedre dagsorden, en mere human politik, hvor vi åbner armene op, er stolte af vores diversitet i Danmark, hvor vi kan se nytilkomne som et værdifuldt bidrag til fællesskabet, arbejdskraften og alle de andre kasser vi propper folk ned i og ikke som snyltere vi ville foretrække blev skudt i et fremmed land.

For mig er Ungdomsskolen ikke så meget adressen Oslovej 2, hvor jeg i middagspausen altid købte en varm bolle og en figenstang.
Ungdomsskolen er heller ikke udelukkende musikundervisningen, der kunne stræke sig ud i det uendelige, når vi øvede fingre og halse til blods for at kunne møde vores høje forventninger til os selv og hinanden.
Og Ungdomsskolen er heller ikke den vedvarende plads inde i mig, der, som klicheen som oftest lyder, stadig er en stor del af mig.
Ungdomsskolen er alle de ting og lidt mere end det.

For mig personligt er det blevet en tanke, et princip og en idé om identitet.

En tanke om at der er og SKAL være plads til alle. Alle er lige meget værd – ikke i en socialistisk forstand – men menneskeligt potentiale.
Med nok hårdt arbejde, viljestyrke og støtte, kan alle nå ufattelige højder.

Et princip om samarbejde og selvstændighed, hvor vi kan stå på egne ben, selv efter skoledagene er overstået. Vi kan sætte alt i gang og nå i mål med det. Om det er koncerter, events, happenings eller hvad som helst.
Det er gnisten der driver værket og vi kan tænde gnisten sammen.

Og en idé om identitet, for vi vælger selv, hvem vi er.
Intet andet sted i min tilværelse, stødte jeg på følelsen af »at kunne tage kontrol over tilværelsen og én selv«, som jeg gjorde på Ungdomsskolen. Offerkortet bør ikke ligge øverst i forlommen, klar til at blive smidt ved første lejlighed.
Vi har faktisk muligheden for at tage magten over vores virkelighed og GØRE noget.

De enkelte ting, hver især: figenstænger og varme boller, ligeværd og potentiale samt kontrol og selvstændighed, er ikke enkelte ting, som jeg føler jeg har fået med mig fra Ungdomsskolen. Det er hele pakken, som jeg fik fra Oslovej 2.

(Udgivet på mja.dk d. 15. maj 2017 kl. 14.10)

I politiken d. 10. maj 2017 udtaler vores undervisningsminister Merete Riisager (LA): “Hold nu op, hvor er det dumt, det her”

Det skriver hun som kommentar til det nyopstartede firma FixMinOpgave. Her kan gymnasieelever købe sig til gode opgaver. Karakteren 02 kan købes for 150 kr per arbejdstime og et 12-tal kan købes for 350 kr per arbejdstime. Der er altså tale om en god gammeldags udbydelse af service for en beskeden betaling.

Merete Riisager pointer at det ikke er ulovligt at sælge et produkt (der dog gør vores unge mennesker dummere og dårligere rustet), men gymnasieeleverne får dog en fordømmende kommentar med på vejen:

»…Tag jer sammen! Hvis I vil klare jer godt i livet er viden og vedholdenhed helt afgørende parametre, skriver ministeren. (Politiken, 2017)

For er det fair at smide den i hovedet på gymnasieeleverne? 

Er det her ikke en fornuftig overlevelsesstrategi for dem? 

Kan man ikke godt forstå, at firmaer springer på muligheden for at tjene på et behov? 

Og hvad er det egentligt selv politikerne, som en samlet skare inspirerer til?

Vi har så utroligt mange sager der gang på gang vendes i medierne. De giver i høj grad et indtryk af, at vores politikere selv har anvendt et lignende FixMinOpgave firma, til at nå dertil hvor de er.

Med et salg af dong, ekstreme besparelser i den offentlige sektor og med vedvarende investeringer i nær-defekte fly, tog og hvad ved jeg, så får vi som befolkning, familier og selvfølgeligt også gymnasieelever indtrykket af, at der nødvendigvis skal hoppes over det laveste gærde. 

Selvfølgelig skal man snyde de institutioner man er en del af og selvfølgelig er det den korte bane vi fokuserer på. For det er det vi ser! Det er det samfundet formidler til os. Det er det eksempel vi præsenteres for.

I mødet med vores medmennesker – om det er i Super Brugsen, på arbejdspladsen eller i et samfundsperspektiv – der holder vi hinandens liv i vores hænder. Vi er ansvarlige for det indtryk vi giver og vi er ansvarlige for konsekvenserne af det. En andel af ansvaret for, hvordan vi som befolkning opfører os, er i lige så høj grad vores eget ansvar, som det er vores politikeres.

Det taget i betragtning, er det så ikke fair, helt forståeligt og super smart af vores gymnasieelever? 

Burde de ikke næste få et fradrag eller et ekstra tilskud, til FixMinOpgave udgifter?

Reference