Angsten for det hvide papir

https://www.podbean.com/media/share/pb-wyvwx-107491b

I dette afsnit undersøger vi angsten for det hvide papir, hvilket for nogen er skriveblokeringen.  Vi tager udgangspunkt i en artikel i Dansk Forfatterforenings forfattermagasin no. 2 fra 2019 skrevet af Lene Møller Jørgensen, som vi undersøger begrebet sammen. Følg med i opdateringer på Facebook, Instagram og vores hjemmeside https://32w.dk/Poesi101. Vil du have dine egne digte med i udsendelserne, så send dem til poesi101@32w.dk.

6. Intermezzo – Tøm lige postkassen!

https://www.podbean.com/media/share/pb-bdpuk-106af00

I 6. Intermezzo læser Tobias og Claus op af nogle af de indsendte digte de har modtaget. Unge, garvede samt udgivede digte læses op og kommenteres i afsnittet, der måske kan inspirerer dig i din skrivning? Følg med i opdateringer på Facebook, Instagram og vores hjemmeside https://32w.dk/Poesi101, hvor du også kan deltage i vores skriveudfordringer. Vil du have dine egne digte med i udsendelserne, så send dem til poesi101@32w.dk.

Er rap en type digt?

https://www.podbean.com/media/share/pb-tkvey-104eca9

I dette afsnit undersøger vi forholdet mellem rap og poesi. For at kunne kigge på forskelle og ligheder, så har vi inviteret den fantastiske Rap-poet forbi – Kasper Spez. Få et personligt og vanvittigt vedkommende indblik i hans fabelagtige verden i denne omgangs afsnit. Følg med i opdateringer på Facebook, Instagram og vores hjemmeside https://32w.dk/Poesi101, hvor du også kan deltage i vores skriveudfordringer. Vil du have dine egne digte med i udsendelserne, så send dem til poesi101@32w.dk.

5. Intermezzo – En selvfed fejring.

https://www.podbean.com/media/share/pb-rd9gy-102fc2f

I 5. Intermezzo slapper Tobias og Claus af med en fejring af podcastens først 1.000 aflytninger. Vi snakker om hvad vi har læst, hvad vi glæder os til at læse og læser to tekster op, som vi selv har skrevet. Følg med i opdateringer på Facebook, Instagram og vores hjemmeside https://32w.dk/Poesi101, hvor du også kan deltage i vores skriveudfordringer. Vil du have dine egne digte med i udsendelserne, så send dem til poesi101@32w.dk.

Kan digte gøre en forskel?

https://www.podbean.com/media/share/pb-yjf2y-1019ab7

I dette afsnit undersøger Tobias og Claus, om man kan gøre en forskel med sine digte. Snakken bevæger sig ud i kunsten generelt set, men vender tilbage til digtning både i dada-bevægelsen og den danske digter Morten Nielsen. Følg med i opdateringer på Facebook, Instagram og vores hjemmeside https://32w.dk/Poesi101, hvor du også kan deltage i vores skriveudfordringer. Vil du have dine egne digte med i udsendelserne, så send dem til poesi101@32w.dk.

Vi høres og skrives ved! 

Gul læbestift

Fødder slæbt af E45
En blålig rød panik
Det er aldrig set før
Det skal aldrig ske igen

Lyset dæmpes over borgen
Som blækket tørrer ind
Du har en hånd over øjet
& gul læbestift på din pik
Den står på kage & knus
Når der lyder skud
I Damaskus

Hvad med EU kommissionen?
Kvækker en praktikant
Men ingen lytter længer’
I minster’ns printerrum

Flyet det skal lette
Betjentene slår for
Men vi lander ikke skidtet
Faldskærm koster ekstra

Kære lokalpolitiske Socialdemokrater

Debat indlægget findes også på Nordjyske.

Jeg skriver til dig, ja, dig! Hvilket er første gang jeg nogensinde rækker ud til en af mine lokalpolitikere, da jeg synes der i Socialdemokratiet i øjeblikket bliver ført en meget u-Socialdemokratisk politik.
Jeg tror ikke det er interessant at jeg trækker linjerne op for den udvikling der på nationalt plan lader til at være foregået, hvor Socialdemokratiet langsomt har overtaget Dansk Folkepartis hårde tone i udlændingedebatten. Ligeledes, tror jeg heller ikke det er så interessant, i denne sammenhæng, at skitsere, hvorledes der er opstået en mentalitet værende ”loven før mennesket”, når børn sendes ud af landet uden deres forældre samt i den nuværende Syriensituation, at regeringen vil sende flygtninge tilbage til krigsramte områder.

Jeg skriver til dig for er at prøve at praktisere det, der nok kan betegnes som lokalpolitisk engagement. Det jeg har skrevet om i ovenstående afsnit håber jeg også nager dig en smule. For mig personligt er det en udvikling, der gør mig trist, det gør mig sørgmodig og får min mave til at knude sig sammen når jeg tænker på, hvad den førnævnte politik ender ud med at betyder for reelle medmennesker i en presset situation.

Jeg er ikke typen der ser nogen fornuftig i tilsvininger eller voldsomme følelsesdemonstrationer på de socialemedier. Jeg tror på samtale og dialog. I min politiske overbevisning og handling ligger jeg ofte længere ude på venstrefløjen end hvor du muligvis befinder dig, men i Danmark har vi altid stået sammen om de regeringer og de lokale borgmestre der vælges ind, om man er enig med dem eller ej. Derfor støtter jeg selvfølgelig også op om vores Socialdemokratiske borgmestere, såvel som alle de andre borgmestre, der vælges ind rundt om i landet.  Men jeg kommer til kort, som borger når sådan noget politik bliver smidt på bordet.

Der er stor forskel på, hvad der sker på Borgen og hvad der sker ude i byerne og i kommunerne. Jeg synes blot forskellen er ved at blive så stor – med beslutninger som disse – at det er svært at være i det mere. I Aalborg og resten af Nordjylland møder jeg mennesker, der nedbryder egne fordomme, der møder hinanden og der snakker sammen. Intet af dette ser jeg repræsenteret ved Socialdemokratiets repræsentanter på borgen med de nye udmeldinger om udsendelsen af flygtninge til Syrien. Rasmus Stoklund, Mattias Tesfaye og sågar Mette Frederiksen har alle lagt en meget – efter min mening – umenneskelig dagsorden i en allerede hektisk og kaotisk tid, hvor grundlaget under vores alles fødder konstant ruskes.

Jeg ved ikke hvad jeg søger ved at skrive til dig og på denne måde. Jeg ved bare at jeg ikke kan støtte op om den her politik og jeg ved simpelthen ikke, hvordan den kan få lov til at blive ført ud i livet. Måske håber jeg heller ikke at du kan? Måske håber jeg at der findes folk i partiet, der sætter ”mennesket før loven”, der ikke virker til at spinne helt ud af kontrol og som stadig lytter til hjertet. Ja, så sukkersødt kan det muligvis lyde.

Så med den demokratiske dialog i hånden har jeg skrevet det her brev til dig. Måske med håbet om, at du vil skubbe for en bedre dagsorden, en mere human politik, hvor vi åbner armene op, er stolte af vores diversitet i Danmark, hvor vi kan se nytilkomne som et værdifuldt bidrag til fællesskabet, arbejdskraften og alle de andre kasser vi propper folk ned i og ikke som snyltere vi ville foretrække blev skudt i et fremmed land.