Uge 16

Nedspildt spruttende af syre

nedspildt spruttende af syre

og med alle tanker antændt fægtende

              i delte mandariner

           skilt og fuldmoden laprende

        i grønt lys og flugt

                 med ligegyldige anslag

                     suget gennem minuttet

                  sydende af saft og nedspildt

              fra hinkesten og mandariner

          hoppende på blomsten

              i kejtede kredse over

                  spejlblanke vandpytter ind

                         i et ansigt af røg og ingen

                         ild antændt spruttende

                     af mandariner men et ansigt

                 rygende af syre blink

             og ætsende i nogens hornhinder

  • Johannes L. Madsen

Vigtigste Vers – Ezekiel

Du er som en utro hustru, der hellere hengiver sig til andre mænd end til sin ægtemand.

»Jeg glæder mig bestemt ikke over at se jer dø. Omvend jer dog, så I kan leve.
I vil gerne være som alle andre folkeslag på jorden og dyrke guder af træ og sten, men det vil jeg ikke acceptere. Landet vil ligge i ruiner, indtil den rette hersker kommer, som jeg vil overdrage magten til.
Det er en hård straf, og du bliver genstand for alverdens hån. Du må tømme straffens fyldte bæger til bunds.«

De synger en dødsklage over dig:

‘Var der nogensinde en by som Tyrus,
der nu ligger tavs i ruiner?’

»Egypterkongen og hele hans hær

spredte skræk og rædsel i de levendes land.

Nu ligger han blandt de gudløse og dræbte,

der faldt for sværdet, siger Gud Herren.«

For dem er du blot underholdning. Du er som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller på harpe for dem. De hører ordene, men de vil ikke adlyde. Husk, at det ikke er for jeres skyld, at jeg griber ind, det er for mit eget omdømmes skyld. Åh Israel, mit folk, hvor burde I dog skamme jer over al den ondskab, I har begået, siger Herren.

Derpå førte han mig hen til det indre østlige portkompleks. Dets mål svarede til de øvrige portes: I den 4500 alen lange østmur skal der være tre porte, som opkaldes efter Josef, Benjamin og Dan.

Jeg elsker mit hjem

Jeg elsker hver sprække, hver plet og hvert bræt.
Der hver for sig nat på nat
Er nistrede lys i en vinduskarm
Er bytes der stables til kinder blir varme

Jeg vil blive hjemme og hjemme blive mig.
Stretchy pants og uldsweatre og midnatsbagværk.
Spise pizza med gin og flade ud i tagrenderne
Til solen bliver ståluld i vore hoveder.

Uge 15

Så og så mange lærker

383 lærker er kommet 384

birketræernes kroner syder (385) som balloner faktisk balloner man blæser

                    op gasforekomster på stilk nejende som birketræer ja fuldstændig som

                    birketræer der syder

388 lærker er kommet og synger over muldvarpeskud 389

vinterens søvnveje blottes vinterens søvnveje ligger blottede og fulde af

                    vand solen rammer dem

en morris kører op over bakken og ned og brummer op gennem hulvejen og

                    nærmer sig plaskende langs fyrretræer

postens morris kommer til syne under 390 lærker

  • Per Højholt

Uge 14

Ved frokosten

Kafeen skal være velsignet!

Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!

Jeg omfatter min Kellner med Sympati,

jeg sidder sval og barberet ved Bordet,

finder Stangen under det med Fødderne

og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.

Giv mig en Bajer!

Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.

Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,

Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!

Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand!

Jeg vil begrave mig i en Slurk …

Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.

Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.

Først spiser jeg et med Æg og Sild –

O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!

Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,

og her fordyber det Smagen, at jeg tier.

Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.

Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,

som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.

Se den spiller, den ler klart,

Jeg holder den op som en stor levende Diamant,

Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!

Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik.

Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden.

Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Skaal!

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder,

fordi jeg selv varmer Bænke;

hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte

med samt alle Glædespiger og Skalmejer.

Lykken og jeg forstod ikke hinanden;

jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var.

Sandheden er, at jeg mistede Emma.

Hvorfor?

Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen,

ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk?

Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk

som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver,

havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder,

en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger?

Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen

om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet?

Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige,

der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende,

om at vaske sin nittenaarige Krop.

Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker.

Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet.

Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma,

Velan jeg tav, men jeg forskød dig.

Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt

ytred en uovervindelig Lede for mig,

mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed!

Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden!

Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen.

Du giftede dig med en Violinist,

hvis Fingre ikke skyede Harpiks,

og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner.

Altsaa jeg mistede Emma.

Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange

ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig.

Mit Liv er een Erstatning.

Hvem siger, at man skal leve lykkeligt?

Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund,

Skummel af Kærestesorg,

I Favnen paa yndige Olga.

Hun var altid vasket og sval,

jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt.

(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel).

Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende.

Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige

som Aakandebladene i Guldager Bæk,

hvor jeg badede som ungt Menneske.

Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften

af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker,

et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj.

Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,

du var frisk som et Neg,

og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske.

Uden at betænke mig svælger jeg ogsaaa den.

napsen er kold, sød, stærk og brændende …

Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit,

der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen

midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse.

Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene?

Ak, Emma og Olga!

Hvor er I henne?

Et Mindebæger!

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper,

jeg tror jeg er glad til trods for Smærte.

Snapsen er kold, sød, stærk og brændende …

Skaal!

  • Johannes V. Jensen

Vigtigste Vers – Jeremias

Glemmer en brud at tage sin brudekjole på? Glemmer en ung pige sine bryllupssmykker? Men mit folk har fuldstændig glemt mig.
Der kommer en dag, hvor man ikke længere skal kalde det sted for Tofet og Hinnoms søns dal, men ‘Massakrens dal’. Så mange mennesker vil blive nedslagtet, at der ikke er plads i Tofet til at begrave dem alle.

»Deres fantasier og drømme er åbenlyse løgne, der lokker mit folk ud i synd. Jeg har ikke sendt dem, og de hjælper ikke mit folk, tværtimod!«

Se, siger Herren, den Almægtige, straffen skal brede sig fra folk til folk som en voldsom orkan, der kommer fra jordens ender.

»Vil jeg straffe ham og hans familie? Hans slægt vil snart uddø, så ingen af dem kommer til at opleve den velsignelse, der venter mit folk, for han har gjort oprør mod Herren.«

Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. Israels og Judas synder har gjort mig vred. Kongerne, embedsmændene, præsterne og profeterne, ja, hele folket har gjort oprør imod mig.

Så fik jeg fat i en ny bogrulle og begyndte forfra med at diktere budskaberne for Baruk. Alt, hvad der stod i den bogrulle, som kong Jojakim brændte, kom med, ja, endnu mere end før, for der blev gjort adskillige tilføjelser.

Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet. Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte. Tag deres kameler og kvæg. Jeg sender ulykke over dem fra alle sider og spreder dem for alle vinde.

»Du stædige og stolte land, du skal snuble og falde, og ingen rejser dig op, for jeg sætter ild på Babyloniens byer, og ilden tilintetgør alt omkring dem.«

»Alle flodovergange er spærrede, marsken står i lys lue, og alle krigerne er panikslagne.«

Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab.

Uge 13

April

April – Coquette! Snart haard, snart veg,

Sig er det Alvor eller blot Leg?

Nu truer du barsk, nu vifter du blid,

Du Vintergækkes og Narrens Tid,

Du sneer med Solskin skifter Signalerne,

Hagler og hyler, gør stor Hurlumhej.

Men dine Løfter? Ja, dem løser Maj.

  • Vilhelm Bergsøe.

Tanker Om # 10

Jeg vågnede op til min egen hosten og harken da et kuld slibrige larver har smøget sig tæt forbi min drøbel og ned af mit svælg.

Badet i sved, panik og med en affugtet mund.

Blottet for den usmagelige omfavnelse, deres slimspor har badet mig i.

Oplevelsen vælter mig mig ud af sengen, med ansigtet først ned i linoleumsgulvet, som blev jeg slået i fjæset af bølgerne fra et oprørsk hav. Lige i smasken, lige i hjerne, lige i slagsiden af min bevidsthed.

Et olmt, bitter og snottet hav.

Overvældet af det her beske ubehag går det op for mig at de hersens larver i nattens løb, er kravlet ind igennem min næse, mine ører og selvfølgelig også min mund.

Det er fra lyden af min rumlene mave at jeg høre de første mærkværdige tegn.

En spinden af tråd, en sirlig ufiltret ’sssscccchhh’ lyd.

De forpupper sig, de bygger små hjem om deres små kroppe. Kroppe der af egen fri vilje vil skille sig selv ad for at bygge sig selv op igen. En ombygning fra klammo til knap så klammo, men stadig klammo.

De sidste er færdige og selvom jeg ved det først er begyndt, så slapper jeg af, da lyden foretager sig.

Lidt som den umiddelbare angst forlader én om natten, selvom man lige for lidt siden havde hørt noget sært. Og nej, det var ikke vandrørene. Og nej det var ikke en vildfaren kat. Det var noget mystifistisk og måske noget ondt-agtigt noget, det var det helt sikkert!

Den umiddelbare angst har forvandlet sig til en grublende nervøsitet og bekymring, en bekymring der forløses i forundret panik, da der op af eftermiddagen, efter lidt hjerneløs facebooking, lyder et tørt ”riiiitchj”.

Hvad var det?

Mine bukser er ikke revnede og jeg har stadig en hel skjorte på.

Hvad var det?

Endnu et ”RITCHJ” nu blot højere.

Det kommer fra maven, det lyder af pupper, der brydes op.

Det er…

Det er…

Det er KÆRLIGHED og du har smittet mig med det.

For satan, det er ren FLAGRE-POWER!

Du har givet mig larver der har forpuppet sig.

Det har ulmet, ventet og vokset og nu blafrer den i min mavse.

Du er sku dejlig!

chauffeur bordeaux