Uge 24

Til min Ven, Digteren Gustaph Munch-Petersen, der faldt som Frivillig i Spanien

Pludselig ser vi det hele.

God er en pludselig død.

Pludselig ser vi, hvad halsløs,

tankeløs ungdom betød.

Kort var din hastige vej fra

kroppen og tanken til ord.

Kortere endnu din vej fra

liv til den støvede jord.

Ordene kom fra det indre,

ingen af os kan forstå.

Ingen besindigheds vægte

bærer dit prosadigt på.

Det, som du sagde, var sandhed

samme sekund, det blev til;

ikke et tænksomt: jeg tænker;

kun et halsløst: jeg vil.

Her skal vi andre nu vandre

gennem et ælte af kunst,

blive en kedelig gældspost

uden mæcenernes gunst, .

blive en støvhob af gloser

skrevet af tvang og af pligt,

medens du hviler, skudt ned, skudt ned,

dit livs ubesindigste digt.

  • Tom Kristensen

Itu

Jeg kan se på hendes kinder – du er langt væk

Drømme kredser om en andens tematik

Jeg tror jeg hører dig sukke, men du ser mig ikk’

Og jeg fornemmer du hooket på en anderledes musik

Der er intet jeg kan gøre, der er intet tilbage

Har du skrevet på papiret hvor et nummer ikke helt er visket af


Alt er gråt og gået itu, nu hvor ingenting gik som det sku, vi der

troede alt kan reddes med ord – taler lidt endnu.


Ordet er mit, jeg siger det der står for skud

Lad os tale samme, tale frit og tale ud

Vi håbede at ligge i de rigtige marginer

Men stilheden larmer midt i trukne gardiner

Jeg slukker for lyset og bukker mit hovede

Nogen gang går det bare ikke sådan, som det skulle have gået


Alt er gråt og gået itu, nu hvor ingenting gik som det sku, vi der

troede alt kan reddes med ord – taler lidt endnu.

Uge 23

Livets strømme

Den samme livsstrøm der løber igennem mine vener nat og dag,

løber gennem verden og danser rytmisk.

Det er det samme liv, der glædefuldt skyder gennem jordens støv

i talløse græsstrå

og brydes op i stormende bølger af blade af og blomster.

Det er det samme liv, der er forstenet i havbundens vugge af fødsel

og af død, i ebbe og i flod.

Jeg føler at mine lemmer glorificeres ved berøring af denne verden af liv.

Og min stolthed stammer fra livets banken af aldre der danser i mit blod i dette øjeblik.

  • Rabindranath Tagore

Hun pumper

Gabene og i gråt glider tiden over vejene

Med kun min egen skygge efter mig

Skyernes frakke lægges rundt om min hals

Tvinger natten til at vælde ud og vælte alt

Uret det her hængt her i mellem mine øjne

Her støjen længe gået gennem fløjen

Gået med tiden langt længere end ind

I et med tapetet og tilbage igen

Men så kom hun, som født af en drøm

Og rullede cigaretter og tobakken var af strøm

Og af blikke og af stilhed og af stemmer – mine rødder

Beatet det har plantet sig under mine fødder

Nu pumper hun i søvne, hun pumper ud i nat

Hun pumper – lader flammer rydde op

Hun pumper “Minder er så sidste år,

Så pump det op, før – før klokken slår”


Der har ligget et pres fra himmelbuen og herned

Horisonten har banket som arterier holdt i live

Fra en borg, hvor et ur har skrevet politik

Så nu kaster vi med spud og tændstikker

Spurtet gennem byen, Ja-hat over øjne

På flueben over brosten – skøjtende

Stiller vi skoene med snuder mod hinanden

Så vi snubler når vi ager benene på nakken

Klæd dig i en rød kappe, kom lad os gå

Sving den over byen og lad beatet slå

Lad det pumpe, lad det blæse, lad det banke igen

Vi stopper først når hele verden er brændt

Nu pumper hun i søvne, hun pumper ud i nat

Hun pumper – lader flammer rydde op

Hun pumper “Minder er så sidste år,

Så pump det op før, før klokken slår”.

Frit fald / Den samme rille

Det er ligesom en flugt, der foregår

Et siddesår blev et liggesår over år

Så blå læber har man aldrig set på hans kontor

Skærmkolde skæbner med de tarveligste kår

Hele hans familie smiler fra hans skrivebord

Oprigtige i hans fravær på 10. sæson

Han husker dem i glemslen han er me’ på en lytter

Et glansbillede, hvor luften stadig drypper

Af knofedt og dufter i hver en afkrog

At statistiske lyn, umiskendelig smag af sulfo

Her har ingen nogensinde tabt

Et fingeraftryk, et kys eller en knap

Det er sådan et kvarter, hvor man sover under sengen

Selv dørklokkerne er låst her omkring

Det er sådan et kvarter, hvor man sover under sengen

Selv dørklokkerne er låst her omkring


Syng og skrig som vinden i H-mol

Lad det stå på – gå koldt

Det er som vand mellem mine lange fingre

Tørrer det af som en andens problemer

Bedøvende ligeglade

Berøvet i frit fald

Bedøvende ligeglade

Frit fald


Vi står her og går her de sminkede lig

Med et mørke i halsen let genkendeligt

Snubler over gader irriterende talrige

Vi valser i spændet mellem fattige og frie i

Mere end én betydning slår vi fra os når vi falder

Vi hører alle gaden midt i natten, når den kalder

Den flår farverne af os til vi står nøgne klædt i sorte

Og hvide skygger af hinanden

Vi har hørt det før, så nu gør vi det kort

Fra den ene ende af lokalet til den anden

Campari danser som slettelak over hjernebark

Nænsom som et barn med lighter

Hverken neglelak eller uret kan skjule

Livet har bundet dine årer med en knude

Det er sådan et kvarter, hvor man sover under sengen

Selv dørklokkerne er låst her omkring

Det er sådan et kvarter, hvor man sover under sengen

Selv dørklokkerne er låst her omkring

Uge 22

Juni

Kløverblomst, saa sød er Duften,

helt opfyldt af den er Luften,

og i Skovens pure Krat,

har en Nattergal sig sat,

Caprifolien der sig slynger,

dufter, Nattergalen synger.

Aftenstunden, Morgenstunden

trykker Munden imod Munden,

kysses, – det er den korteste Nat.

  • H.C. Andersen

Tanker Om #12

“Hvad jeg gør, når det knaser i mit forhold? Nu skal du se her.”

Brugsmanden bukker sig ned bag sin skranke og løfter med et akavet besvær en pose op fra gulvet. Han dumper posen på bordet og går igang med at mosle indholdet ud. Det er en kæmpe sommerfuglelarve så lang og tyk som et lår. Dens små ben bølger, da den lander på bordet, hen over overfladen, som korn der vrikker til vinden når det blæser, mens dens kluntede krop næsten ikke bevæger sig.

“Se her”, siger Brugsmanden, mens han får hele larven ud af sækken.

Han peger på anordningerne som han, tydeligt uden larven accept, har installeret langs dens ryg.

“Det her er et billede på konflikter i et hver forhold”, siger han imens han forpustet næsten ikke kan holde sig bag sit smil.

Larvens ryg har tre små hamre fordelt og påmonteret fra dens top til gat. Hamrene er udstyret med træk og motor og, trods et uigennemskueligt konstruktionsarbejde, er de vidst forbundet til hinanden og til larvens bevægende krop.

Brugsmanden skiftevis trækker og løfter larven hen for enden af bordet. Sætter den fra sig og trykker på en knap på larveapparatet. En lille lampeknap lyser og larven tripper og kravler mod den anden ende af bordet. Han taler videre.

“Ser du, som vi bevæger os gennem livet, som Jørgen her”, han peger på larven og som den, eller som han har døbt den, Jørgen, kravler videre, summer mekanikken på Jørgens ryg.

“Så oplever vi konflikter med hinanden.”

Der lyder en virren og en brummen og første hammer tætteste på Jørgens hovede klikker og drejer ud med hanmerhovedet vippende, som en piratplanke over bordet.

“Og de konflikter tester vores forhold.”

Hammerhovedet trækker sig tilbage og klasker mod bordet med uforventet fart og et lavmælt *smak*. Jørgen stopper brat og hans hårspættede tykke krop trækker sig sammen i et frygtsom ryk. Hammeren rejser sig i tandhjuls hak langsomt op i sin Smak-position.

“Og når de springer ud i lys lue, så gør vi vores bedst for at løse problemerne. Det gør vi bedst ved at dykke ned i mekanikken bagom konflikterne og løse dem der.”

Brugsmanden flipper en knap ved siden af første hammer og stryger kærligt og beroligende Jørgens pletvis skaldede hovede. Lampeknappen slukkes.

Mekanikken ved den påmonterede hammer summer og virrer og hammeren glider ind i sin oprindelige position igen.

Jørgen sitrer en smule og kravler langsomt igen mod den anden side af bordet.

En let brummen starter og den næste knap lyser ved den næste hammer. Seancen starter igen. Hvorvidt Jørgen er bevidst om den kommende forskrækkelse vides ikke, hans kravletempo stiger dog.

“Når vi kan se lignende konflikter ude i horisonten, når vi kan fornemme at vi skal til at ryge i totterne på hinanden”
Der lufter skarpt af larveangst. Jørgens tempo er febrilsk. Hammeren hæver sig, ikke udover bordet, men over Jørgens nakke. Det summer og brummer. Tandhjulshakkene bliver små nåle i luften og i mine ører.

“Så kan vi bruge den viden vi har med os, fra tidligere konflikter til at løse de fremtidige.”

I et splitsekund løsner hammeren sig og dykker faretruende ned mod Jørgen. Afværgningen af hammersmækket sker ved Brugsmanden der flipper en lille knap. En lampeknap slukkes.

“Det er grundlæggende det jeg gør, hvis det knaser i et forhold” lyder det boblende, mens han giver op og lader latter falde ud over hans smilende tænder.

“Var det ikke en anelse omstændigt at lave hele det her apparat, og udstyre den her kæmpe larve med det, for at fortælle den her historie? Hvorfor har du bygget det med tre hamre, når du tilsyneladende kun skal bruge to? Hvad siger fødevaremyndighederne til, at du har insekter og så på den størrelse, så tæt ved din udlevering af mad? Jeg er heller ikke sikker på at din pointe står så meget stærkere i lyset af det her halløj, faktisk så…”


“Hvad ved du om det?” Sprutter Brugsmanden og pakker mine varer hurtigt og arrigt i min medbragte kanvaspose.